At det er en god ide med en indboforsikring og ulykkesforsikring er sikkert ikke gået din næse forbi. Du ved også, at du kan tegne en bilforsikring til din bil. Men ved du egentlig, hvor meget du kan forsikre dig imod?
Hole-in-one forsikringen
Er du en dygtig golfspiller, så er forsikringen måske noget for dig. Traditionen tro skal du give en omgang til alle medlemmer i golfklubben, hvis du laver en hole-in-one. Men ifølge forsikringsoplysningen kan der - med en hole-in-one forsikring - være hjælp at hente fra forsikringsselskabet, hvis du ender med sådan en (glædelig) udgift.
Undgå problemer med elektronikken
Hvad enten vi vil det eller ej, så fylder det elektroniske udstyr mere og mere i vores hverdag. Men er du træt af at købe tillægsforsikringer, hver gang du investerer i nyt udstyr, så bør du overveje at tegne en all inclusive elektronik dækning hos dit forsikringsselskab. Forsikringen dækker bl.a. funktionsfejl og pludselig skade på alt dit elektroniske udstyr.
Identitetstyveri på nettet
Ifølge en rapport fra Justitsministeriet og Det Kriminalpræventive Råd blev intet mindre end 73.000 danskere i 2012 udsat for identitetstyveri, og mere end halvdelen af tilfældene skete i forbindelse med betalingskort og bankoplysninger. Så der er god grund til at være på vagt overfor de snedige online-tyveknægte. Heldigvis har du muligheden for at forsikre dig mod identitetstyveri på nettet gennem dit forsikringsselskab. Med forsikringen får du blandt andet juridisk bistand og hjælp til at afvise uretmæssige pengekrav.
Kasko til din cykel
For mange er cyklen det daglige transportmiddel, og for andre er cyklen en hobby, der pusles om. Uanset hvad, så er det surt at miste den eller ende med skader, der ikke bliver dækket af den almindelige forsikring. Men hos flere forsikringsselskaber har du derfor også mulighed for at tegne en cykelkaskoforsikring, der bl.a. dækker ved tyveri fra aflåste rum, eller skader på cykel efter uheld og sammenstød.