Kun få vil låne penge til ny bolig

Køen til at låne penge til at købe ny bolig eller skifte den gamle ud er blevet kortere

Boligmarkedet står i stampe - og det kan nu også ses på antallet af folk, der gerne vil have et tilbud på et lån hos et realkreditinstitut.

Lige nu giver institutterne et historisk lavt antal lånetilbud. I marts blev der givet 15.754 lånetilbud til nuværende og måske kommende boligejere samt erhvervsvirksomheder.

LÆS OGSÅ: Få styr på din gæld mens tid er

Det skal ses i forhold til, at der som gennemsnit er givet lidt over 35.000 om måneden siden 2000.

- Boligmarkedet er afdæmpet. Der er mange boliger til salg, men der handles få, og priserne har den seneste tid været faldende flere steder i landet, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og fortsætter:

- Den aktuelle debat om indgreb på boligmarkedet gør heller ikke stemningen bedre lige nu. Alt det er forklaringen på, at færre end normalt henvender sig til realkreditinstitutterne for at få et lånetilbud, siger hun om tallene.

LÆS OGSÅ: Håb for forgældede husejere