Boligpriser kan løftes af indvandrere

Efterkommere til indvandrere vil snart for alvor rykke ud bag ligusterhækkene og det vil gavne boligpriserne

Det varer ikke længe, før indvandrere og deres efterkommere for alvor går ind på markedet for ejerboliger. Det vil ifølge flere eksperter øge efterspørgslen og påvirke boligpriserne positivt - i hvert fald set fra sælgers synspunkt. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Især børn af de indvandrere, der kom til Danmark i 1980'erne og det følgende årti, er i fuld gang med at tage længerevarende uddannelser, og dermed vil de snart sidde i vellønnede stillinger, som er den direkte vej til en ejerbolig.

- Vi kan allerede nu se, at flere indvandrere flytter i parcelhus. Det kan skyldes den store beskæftigelsesfremgang, vi har oplevet de senere år, siger enhedschef i Integrationsministeriet, Henrik Torp Andersen til avisen.

Størst effekt i byerne
Ifølge lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak vil indvandrere bidrage mere og mere til efterspørgslen efter boliger, og det vil få priserne til at stige. Synspunktet deles af seniorforsker Anders Bjerre fra Instituttet for Fremtidsforskning.

- Effekten vil være størst i de større byer, hvor de store indvandrergrupper er koncentreret, mener han.

Ejendomsmægler Charlotte Nymann fra Home bekræfter synspunkterne. Hun sælger boliger i Greve og Vallensbæk, hvor der bor mange indvandrere. Den seneste tid har hun solgt 17 boliger, og otte er købt af indvandrere.

Hun peger på tre årsager til, at flere vælger at købe boliger: Flere indvandrere har fået arbejde og dermed flere penge at gøre godt med. Desuden er mange lejelejligheder blevet dyrere på grund af istandsættelser, og for det tredje er boligerne blevet billigere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer