Boligpriserne falder - igen

Priserne på huse og lejligheder i Danmark dykkede i slutningen af 2010 efter en periode med stigende priser

Priserne på ejerlejligheder har oplevet en stigning på 5,6 procent. (Foto: Colourbox)
Priserne på ejerlejligheder har oplevet en stigning på 5,6 procent. (Foto: Colourbox)

Slutningen af 2010 bød på faldende priser på huse og lejligheder i Danmark. Det viser den nyeste statistik over boligpriserne fra Danmarks Statistik.

Fra tredje til fjerde kvartal 2010 faldt priserne for sommerhuse med to procent, enfamiliehuse faldt med 1,1 procent og ejerlejligheder med 0,5 procent på landsplan.

- Det bekræfter billedet af et dansk boligmarked, hvor udviklingen var lettere negativ i anden halvdel af 2010, siger Las Olsen, privatøkonomi Danske Bank, i en kommentar til tallene.

Trækker i to retninger
Det sker efter en periode, hvor priserne på enfamiliehuse og ejerlejligheder ellers har været stigende.

Sammenligner man priserne med samme tidspunkt i 2009, er lejlighederne steget med 5,6 procent og husene steget med 2,2 procent. Sommerhusene er dog faldet med 1,9 procent.

Ifølge Las Olsen bliver boligmarkedet trukket i to forskellige retninger lige nu.

- På den ene side er opsvinget ved at bide sig fast for alvor, så vi nu også ser rigtige fald i arbejdsløsheden. Det er selvsagt meget positivt for lysten og evnen til at købe boliger, siger han.

- Men på den anden side er renten stigende, og det trækker kraftigt den anden vej. Det samlede resultat bliver efter vores vurdering, at priserne vil være marginalt faldende, men der er plads til overraskelser begge veje, tilføjer Las Olsen.

Forsigtige pile peger op
Der er dog spæde tegn på, at det går lidt op igen her i 2011. Ejendomsmæglerkæden Home har netop opgjort salgstallene for marts i år, og de viser, at priser atter peger forsigtigt opad.

Priserne på enfamiliehuse på landsplan steg med 0,4 procent i marts, mens priserne på ejerlejligheder steg med 2,6 procent fra februar til marts, når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.