Sådan er det mest salgbare hus

Mæglere hos Realmæglerne og BoligOne udpeger, hvilke byggematerialer, der gør et hus mest salgbart

Det er ikke ligegyldigt, hvilket tag der er på huset, hvis det skal være attraktivt, vurderer mæglere hos Realmæglerne og BoligOne. (Foto: Colourbox)
Det er ikke ligegyldigt, hvilket tag der er på huset, hvis det skal være attraktivt, vurderer mæglere hos Realmæglerne og BoligOne. (Foto: Colourbox)

Et rødt murstenshus med sortglaseret tegl, trævinduer med aluminium på ydersiden og trægulve. Kan der sættes flueben ud for det hele, og går du med overvejelser om at sælge huset, så er det muligvis nu du skal slå til.

Det er i hvert fald det, der topper hos mæglerne hos Realmæglerne og BoligOne, når de skal give karakterer for, hvad der lige nu gør et hus mest salgbart.

Undersøgelsen, der er gennemført af Realmæglerne Holding, afslører, at mæglerne vurderer, at gasbeton, eternittag, plastvinduer og gulvtæpper trækker ned.

Materialerne, der topper viser, at der lige nu er størst interesse for ejendomme med vedligeholdelsesfrie materialer, men også at der er kommet lidt mere optimisme på boligmarkedet. Eksempelvis når sortglaseret tegl ligger over et klassisk tegltag.

- Da vi lavede en tilsvarende undersøgelse for et par år tilbage, var almindeligt tegltag mere populært end glaseret tegltag. Men i forhold til dengang er temperaturen steget adskillige grader på boligmarkedet. Og det afspejler sig i hvilke byggematerialer, der er mest populære, forklarer direktør Niels Brandt fra RealMæglerne Holding A/S i en pressemeddelelse.