TIP OS: Kender du mere til boligdk.dk og findroomie.dk, hører vi gerne fra dig. Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk
Det er svært hvis ikke umuligt at finde en billig lejebolig i København.
Det kender Sasha Scherg alt til. Hun er på jagt efter et sted, hvor man må holde hund. Derfor var hun også lykkelig, da hun tidligere i år fandt den rigtige lejlighed på Facebook.
I opslaget var det en betingelse, at ansøgere skulle gå til boligportalen findroomie.dk. Her koster det penge at få lov til at sende en besked til udlejeren.
Håbede på svar
Alligevel tøvede Sasha ikke med at tegne prøveabonnementet på ni kroner.
- Jeg tænkte, at det var logisk nok, hvis folk nu ikke ønsker at blive spammet på Facebook med henvendelser.
- Det kunne jo også være, at jeg kunne nå at få et svar, inden de tre dages prøveabonnement var gået.
Se her hvordan du afslører kopi-annoncerne, som boligportalerne vil sælge dig.
Uægte profiler
Men der kom aldrig noget svar, helt som andre boligsøgende har prøvet det. Da Sasha tjekkede Facebook-profilen ’Angelica Singh’, kunne hun godt se, at profilen virkede meget uægte med ingen aktivitet og blot et enkelt billede på.
Og hun er langtfra den eneste, der er blevet lokket til et abonnement via en af de mange Facebook-grupper, som ejerne af både findroomie.dk og boligdk.dk administrerer.
De har ifølge en optælling, som Ekstra Bladet har lavet, i dag over en million følgere i grupper om alt fra brugte varer til boliger og studierabatter.
Det er også i netop disse grupper, at en række af andre uægte profiler huserer. De har på samme måde som profilen i Sashas sag ingen aktivitet, kun et enkelt billede og laver opslag, der typisk slutter med sætninger som denne:
’Ønskes en fremvisning foregår alle ansøgninger via linket igennem Boligdk.’
Ulovlig vildledning
Hos Forbrugerrådet Tænk er seniorjurist Jakob Steenstrup stærkt kritisk over for de to boligportaler og deres meget alternative markedsføring:
- Hvis du lokker folk ind på en boligside – særligt hvis du prøver at få folk til at betale for en tjeneste, hvor indholdet reelt ikke er der – så kan det være vildledende efter markedsføringsloven, men også bondefangeri.
Og de mange opslag i boligportalernes Facebook-grupper, der ligner noget, som en ægte person har lavet, er også problematiske, mener han.
- Hvis noget er reklame, skal det være klokkeklart og tydeligt. Det primære her er dog, at hele konceptet virker til at gå ud på, at man vil lokke folk til at betale for noget, som faktisk ikke har noget reelt indhold.
- Det er vildledende efter markedsføringsloven og dermed faktisk også ulovligt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Mia blev også narret
Da Mia Lyngstorp i august sidste år var på boligjagt, blev hun også offer for flere af de uægte profiler, som har travlt med at dele opslag i Facebook-grupperne, bagmændene fra boligdk.dk og findroomie.dk kontrollerer.
Og en af lejeboligerne, en lejlighed på Amager, bliver i disse dage igen brugt til at narre nye, desperate boligsøgende af blandt andet profilen ’Angelica Singh’, som havde held med at snyde Sasha Scherg fra den tidligere historie.
- Findroomie.dk er en af de sider, jeg desværre har mødt i min boligsøgen, fortæller Mia Lyngstorp til Ekstra Bladet.
- Normalt plejer jeg at tjekke på Trustpilot, men fik det ikke gjort denne gang. Og jeg fandt hurtigt ud af, at de opretter falske annoncer med falske profiler på Facebook.
Endte i ingenting
Lejeboligen på Amager, som ’Angelica Singh’ i dag reklamerer for på Facebook, blev i august tilbudt til Mia Lyngstorp af en profil med navnet 'Sarah B. Andersen'.
Og da hun forsøgte at få en dialog med 'kvinden' via Facebook Messenger, var svaret det samme, som flere kunder på de to boligportaler de seneste dage har fortalt Ekstra Bladet nogle gange kommer, hvis man overhovedet hører tilbage.
Nemlig at lejligheden 'stadig er ledig', men at man altså skal søge via enten boligdk.dk eller som i dette tilfælde findroomie.dk, hvilket koster penge. Og resultatet er også det samme for alle: Ingenting udover en regning.
Trækker tiden ud
Oplevelsen, som Mia og andre kunder har, er da også, at målet med de mange uægte profiler og de talrige Facebook-opslag i boligportalernes egne grupper alene om at trække tiden ud og sikre, at så mange som muligt betaler for et fuldt abonnement, når prøveperioden efter få dage udløber.
- Min skepsis overfor lejeboligsider, der koster penge, er derfor stor efter min oplevelse, siger Mia Lyngstorp.
- Før troede og håbede jeg på, at det ville være mere seriøst, hvis jeg betalte for at være medlem af en boligside.
- Nu bruger jeg absolut kun gratis sider og mit netværk.
TIP OS: Kender du mere til boligdk.dk og findroomie.dk, hører vi gerne fra dig. Fortæl din historie i en mail til tech@eb.dk