Sådan får du grantræet inden døre
Vælg et grantræ i haven, som kan stå i din stue. Træets rodnet må ikke være for stort og vildt - vælg enten et træ, der har stået mindre end 3 år det samme sted, eller forbered træet ved at rodstikke det. Læs her hvad du skal gøre:
1. Køb en stor beholder som træets rod kan være i, fx en stor zinkbalje eller en plastikbalje.
2. Grav grantræet op med hele roden.
3. Placér træet i baljen, tilføj mere jord og sørg for, at træet står fast. Vand roden og jorden i baljen.
4. HUSK: Træet er stoppet i sin naturlige vækst ude pga. vinterkulden, og for at undgå, at det får et varmechok og begynder at vokse vildt, skal det gradvist vænnes til varmen. Det gør du ved at opbevare træet i en lukket garage, en kølig udestue eller lignende i 3-4 dage, inden du tager det ind i stuen.
5. Placér derfor også træet langt fra radiatorer og brændeovne indenfor.
6. Er der frost i jorden, når du graver træet fri, kan du fore hullet med barkflis og halm, så det ikke fryser til, mens du har træet inde i stuen.
LÆS OGSÅ: Sådan overlever dine subtropiske planter om vinteren
Sådan rodstikker du et grantræ
Når du rodstikker grantræet, får du det til at danne nye, kortere rødder, der er velegnede til livet i en potte. Så er træet bedre rustet til at flytte frem og tilbage mellem stue og have. Rodstik grantræet allerede om foråret, hvis det har stået mere end 3 år på samme sted.
Stik en spade ned omkring roden helt i bund i en afstand på 15-20 cm fra stammen.
Stik godt ned, så alle rødderne skæres over, og træet tvinges til at danne nye.
LÆS OGSÅ: Sådan planter du i haven
Kan du købe grantræ med klump?
Ja. Og køber du et grantræ med klump, kan du plante det ud i din have efter jul og bruge det igen og igen hvert år fremover.
Sådan opbevarer du træet indenfor
1. Læg små træstykker under baljen, hvis træet står lidt skævt.
2. Står det meget skævt, kan du eksperimentere med en eller flere mursten under baljen.
3. Læg barkflis øverst på jorden i baljen. Det er med til at holde jorden og fugten i baljen.
4. Overvand ikke træet men hold rødderne moderat fugtige.
5. Giv ikke træet gødning eller andre næringsstoffer, der sætter gang i væksten.
Sådan sætter du træet ud i haven igen
Brug den omvendte metode - lad træet vænne sig fra stuens varme og stå et køligt sted, inden det plantes ud.
LÆS OGSÅ: Må du plante høje træer i skellet til din nabo?