Disse ti ting skader indeklimaet på børneværelset

Støv, gasser fra elektronik og kemikalier fra legetøj kan gøre indeklimaet dårligt på børneværelset

Børneværelsets indeklima er en alvorlig sag, og derfor bør du som forælder sørger for jævnlig, grundig udluftning og passe på med giftige afgasninger. Faktisk er indeklimaet på børneværelser er så usundt, at Arbejdstilsynet skulle skride ind, hvis der var tale om et klasseværelse eller en arbejdsplads, viser undersøgelse fra DTU.

Bolius har samlet 10 ting, du skal være opmærksom på.

Støv fra dyne og pude

Støv hvirvles op og rundt i værelset, hver gang barnet eller forældrene rører ved pude og dyne. Sørg for at vaske sengetøjet ca. hver 14. dag ved minimum 60 grader - og gør det til en daglig vane at ryste dyne og pude grundigt ud af vinduet i den friske luft.

Kemi-afgasning fra legetøj

Helt nyt legetøj kan afgasse kemikalier, så sørg for at vaske nyt legetøj, bamser mm. inden brug, hvis det overhovedet er muligt.

Vær også opmærksom på eventuelle ftalater i ældre søskendes legetøj. Kig eventuelt efter produkter, der bærer Svanemærket eller CE-mærket.

Støv i gulvtæppet

Gulvtæpper hygger og dæmper støj på børneværelset, men de er ikke særlig indeklimavenlige. Bank derfor gulvtæppet jævnligt, støvsug det - eller bedre endnu fjern det helt, hvis det er muligt.

Støvsug gulvet

Børn opholder sig og leger typisk direkte på gulvet. Derfor er det også vigtigt, at der dels bliver støvsuget ofte, dels er til at komme til - for jo lettere og hurtigere et rum er at støvsuge, jo lettere er det at få det gjort.

Vask tøjet

Fokus på økologi og miljørigtige produkter i modeindustrien har stort fokus, men du skal alligevel være opmærksom på farvestoffer, optisk hvidt, ftalater i tryk på tøjet og imprægneringsmidler. Så gå evt. efter de populære mærkningsordninger - men husk også, at vaske tøjet inden brug, så skadelige stoffer skylles ud af stoffet.

Åbn vinduerne

Vi er blevet så vant til at tænke energirigtigt, at vi glemmer at slippe den friske luft ind, fordi vi er bange for, varmekronerne fyrer ud af vinduet. MEN: Tre gange om dagen bør der luftes ud på børneværelset, så den dårlige luft ikke ophobes. 10 minutter er bedre end 5, men selv den mindste udluftning hjælper. Gerne med gennemtræk.

Sluk elektronikken

Elektronik i børneværelset bør du slukke mest muligt - for elektroniske produkter afgiver gasser, når de opvarmes, bliver opladt eller står på stand by. Og kemikalierne, som elektronikken afgiver, trækker vi ned i lungerne, når vi sover.

Derudover kan støv samle sig i apparaterne, hvilket kan binde kemikalierne dertil, hvorfor du skal støvsuge her jævnligt.

Pas på væggene

Maling og spraydåser er nogle af de produkter, der afgasser meget. Der opdages flere og flere tilfælde af allergi fremkaldt af konserveringsstoffer i maling. Vær derfor påpasselig med, hvilken maling du anvender i børneværelset og køb eventuelt svanemærket maling.

Ryd op i reolen

En gang imellem er det en god ide at tage alt legetøj ud fra reolen, så du kan komme til at støvsuge grundigt og tørre af bagerst i reolen, hvor støv og andet skidt ophobes.

Afgas skrivebordet inden brug - for selv et lille, hyggeligt skrivebordssæt, hvor barnet kan tegne sin første tegning, afgiver gasser. Og derfor kan møblerne med fordel opbevare i fx en garage eller et loftrum i en tid, inden de skal bruges, men luft også grundigt ud, når møblerne er placeret på børneværelset.

21 kommentarer
Vis kommentarer