Efter brand i Danmark: Aktie banket til blods

Det norske selskab med fabrik i Danmark har siden starten af året tabt næsten 70 procent af sin børsværdi

Sådan så det ud onsdag aften. Foto: Astrid Dalum
Sådan så det ud onsdag aften. Foto: Astrid Dalum

Det har gjort ondt på det norske selskab Atlantic Sapphire, der producerer laks i Hvide Sande, at der i løbet af ugen har været en voldsom brand på deres fabrik beliggende ved Ringkøbing Fjord.

Ikke blot er stort set samtlige laks på fabrikken døde og store dele af fabrikken nedbrændt - også firmaets aktiekurs får en hård medfart i kølvandet på branden.

Torsdag lukkede aktien i et frit fald på 22,4 procent og koster nu 36,35 norske kroner per aktie. Det er lavere end da selskabet blev børsnoteret i 2018.

Selskabet har siden starten af året tabt næsten 70 procent af sin børsværdi.

Kemikalieudslip
I forbindelse med branden har politiet blandt andet oplyst, at der sket et kemikalieudslip i havområdet.

Kemikalierne er sluppet ud i fjorden og har farvet vandet rødt. Det kan være ætsende ved berøring.

Politiet var torsdag eftermiddag i færd med at få badende, surfere og andre i området til at søge op på land.

I chok
Til Ritzau forklarede Atlantic Sapphires danske direktør, Thue Holm, torsdag, at laksefabrikkens ansatte er chokerede ovenpå branden, hvor ingen kom fysisk til skade.

- Jeg tror, den rigtige reaktion på sådan noget kommer lidt senere. Folk er selvfølgelig chokerede, men stadig ved godt mod. Mange har været oppe hele natten og hjulpet brandvæsnet, siger Thue Holm torsdag.

- Folk har lagt mange år, tid og blod i det her, så det er selvfølgelig hårdt at miste næsten det hele. Medarbejderne er derfor blevet tilbudt krisehjælp.

Det var en ansat på fabrikken, der anmeldte branden. Først blev der set røg fra en åben dør på fabrikken, og siden brød flammer igennem taget på bygningen.