Ejendomsmægler: Det vildeste år nogensinde

Efter et år med corona vil folk bare ud - her og nu! De køber sommerhuse som aldrig før, fortæller mægler fra Mols

Køberne går efter hygge, tæt på natur, primitivt - og fibernet, fortæller den selvstændige lokale mægler Maria Madsen fra Mols. Foto: Ernst van Norde
Køberne går efter hygge, tæt på natur, primitivt - og fibernet, fortæller den selvstændige lokale mægler Maria Madsen fra Mols. Foto: Ernst van Norde

Da Corona lukkede alt ned 11 marts sidste år, blev der med ét fuldstændigt stille på markedet for sommerhuse.

- Der skete stort set intet. Men i april begyndte det at simre - og i maj og juni eksploderede det. Det var helt vildt!

Det fortæller ejendomsmægler Maria Madsen fra det lille selskab Ebeltoft-Mols Mægleren, der stadig har gang i butikken som aldrig før, fortæller hun.

- Vi har i år haft den vildeste februar-marts nogensinde. Jeg kan se, at i februar sidste år solgte vi nul sommerhuse, og at vi alene i februar i år har solgt seks - og det fortsætter. Min kalender er fyldt med fremvisninger. På et tidspunkt så det ud til at kunne begynde at lægge sig lidt, fordi der simpelthen ikke var flere sommerhuse til salg, men nu ved ejerne, at der i dén grad er gang i salget, så de begynder i højere grad også at sætte deres huse på markedet - derfor fortsætter bølgen.

De små blev udsolgt
- I begyndelsen gik folk især efter de mindre sommerhuse til en pris fra 800.000 til 1,2 millioner - og de huse, der ikke var lejet ud, og hvor køber derfor kunne få nøglerne og bruge huset med det samme. De blev handlet som impulskøb. Folk ville bare ud i eget sommerhus nu!

- Flere var så ivrige, at de i farten glemte at tage højde for, at et sommerhus skal vedligeholdes, og at der en del løbende udgifter, hvoraf nogle kan overraske. Derfor vil vi formentligt snart se nogle af køberne, der sælger ret hurtigt igen. Men det hjælper vi dem gerne med, siger hun og fortæller, at de 'små' huse stadig er så godt som udsolgte, og at hun nu sælger flest i prisklassen lige over to millioner kroner.

Maria Madsen er selvstændig  ejendomsmægler i Ebeltoft-Mols mæglerne. Hun har netop solgt sommerhuset her, der er 56 kmv og udbudt til 1.625 millioner kroner. Det tog 19 dage. Foto: Ernst van Norde.
Maria Madsen er selvstændig ejendomsmægler i Ebeltoft-Mols mæglerne. Hun har netop solgt sommerhuset her, der er 56 kmv og udbudt til 1.625 millioner kroner. Det tog 19 dage. Foto: Ernst van Norde.

Nyde natur og net
De fleste vælger at købe et fritidshus, der ligger højest en times kørsel fra deres bopæl. Og det må gerne være et primitivt hus, der adskiller sig fra det, man har derhjemme. Der behøver ikke være opvaskemaskine og den slags - men der skal være fibernet. Det er faktisk ofte afgørende for, at en køber slår til.

Hun forklarer, at det bl.a. kan skyldes, at kulturen har ændret sig til, at det nu er i orden at arbejde hjemmefra, hvor et godt netværk derfor er nødvendigt. Og udsigten til også at kunne bruge feriehuset på arbejdsdage, har sat ekstra gang i drømmen om egen sommer-idyl.

- Danskerne har gået hjemme i et år. Nu vil de bare ud og opleve sommeren. Og det skal være her og nu!

- Nu er udfordringen for os mæglere, at vi skal hjælpe sælgerne med at komme ud af de allerede planlagte udlejninger så hurtigt, som muligt, mens bureauerne samtidigt kæmper for at beholde deres lejeaftaler, siger Mols-mægleren Maria Madsen.