638 mio. om året: Her er 10 tech-bossers monsterløn

Stenrig: De ti bedst betalte tech-bosser i USA går næppe sultne i seng

Man kan godt forstå, at han smiler, Shantanu Narayen. Direktøren fra softwareproducenten Adobe ligger på en sjetteplads med cirka 121 mio. kroner om året (Foto: AP)
Man kan godt forstå, at han smiler, Shantanu Narayen. Direktøren fra softwareproducenten Adobe ligger på en sjetteplads med cirka 121 mio. kroner om året (Foto: AP)

Der er gode penge at tjene ved at være direktør i teknologi-industrien. Rigtig gode penge.

En ny rapport fra nyhedsbureauet AP og analysebureauet Equilar afslører en række topchefers indkomst med hele pakken af løn, bonusser og hvad der ellers hører til jobbet som adm. topdirektør.

Business Insider har samlet de ti rigeste inden for teknologi-branchen, og måske lidt overraskende er navne som Jeff Bezos (Amazon.com), Larry Page (Google) og Tim Cook (Apple) ikke på top ti over de bedst betalte direktører.

Google, Apple og Amazon hører ellers til blandt de allertungeste i teknologi branchen, men lønnen følger tilsyneladende ikke med.

Facebook og Google ikke på listen

De skal dog ikke være bange for at gå sultne i seng.

Bezos tjener således 1,7 mio. dollar (11,2 mio. kr) årligt, mens Larry Page må tage til takke med en enkelt million dollar (6,62 mio. kr) for sin tjans som øverste direktør i Alphabet Inc., moderselskab til Google. Tim Cook hiver en noget større pose på godt 10 mio. dollar (66,2 mio. kr) om året.

Heller ikke Facebooks grundlægger og direktør, Mark Zuckerberg, er med sin - ellers halvstore - lønpose på 5 mio. dollar på top ti listen.

Med på listen er til gengæld mere ukendte navne fra mindre kendte tech virksomheder som eksempelvis Roper Technology og Salesforce. Men selvom navnene og virksomhederne måske ikke klinger lige så genkendeligt som Zuckerberg og Facebook, så tjener de kassen.

Se listen af tech-direktører og deres løn herunder.

 

10. Darren R. Huston, Priceline Group: 15 mio dollar (99,3 mio kr)

 

(Priceline Group står bag en række rejse-relaterede web-tjenester som eksempelvis Hotels.com og Booking.com. Darren R. Huston er ikke direktør længere, da han måtte trække sig, fordi han havde haft et forhold til en ansat. Som følge af sagen måtte han også vinke farvel til aktier for cirka 15 mio. dollar (100 mio. kroner). Foto: AP)

 

9. Reed Hastings, Netflix: 16 mio dollar (105,9 mio kr)

 

(Netflix er en streaming tjeneste og film- og serieproducent. Hastings er blandt stifterne af tjenesten, som er blevet rasende populær de senere år, men faktisk har sine rødder helt tilbage i 1997, hvor Hastings og hans ven Marc Randolph udlejede film via postvæsnet. Foto: AP)

 

8. Margaret C. Whitman, HP: 17,1 mio dollar (113,2 mio kr)

 

(Hewlett-Packard, som HP står for, producerer en lang række elektronik - herunder computere, printere og kameraer. Margaret C. Whitman har blandt andet en fortid hos eBay.com og Goldman Sachs. Foto: AP)

 

7. Lowell C. McAdam, Verizon: 18 mio dollar (119,2 mio kr)

 

(Teleselskabet Verizons direktør, Lowell C. McAdam, har en lang karriere inden for teleteknologi bag sig, blandt andet fra Vodafone. Foto: AP)

 

6. Shantanu Narayen, Adobe: 18,4 mio dollar (121,8 mio kr)

 

(Softwareproducenten Adobe er nok mest kendt for sit billedredigerings-program Photoshop, men har også videoredigering, lydredigering og pdf-viser i sortimentet. Foto: AP)

 

5. Randall L. Stephenson, AT&T: 22,6 mio dollar (149,6 mio kr)

 

(Televirksomheden AT&T er blandt de største i USA, og Randall L. Stephenson har også en finger med i spillet, når det kommer til tele-sikkerhed på allerhøjeste niveau. Tidligere præsident George W. Bush udpegede nemlig Stephenson til at sidde i' National Security Telecommunications Advisory Committee'. Foto: AP)

 

4. Brian D. Jellison, Roper Technologies: 23,2 mio dollar (153,6 mio kr)

(Selvom Brian D. Jellison scorer godt 150 mio. kr om året for sit arbejde i Roper Technology, så gør han ikke meget væsen af sig. Faktisk så lidt, at ikke engang AP's ellers gigantiske fotobibliotek har så meget som et eneste billede af ham. Selskabet Roper Technologies laver da heller ikke noget specielt iøjnefaldende: De leverer nemlig primært produkter inden for radio-frekvens-teknologi og energi-systemer. Men det ser også ud til at gå udmærket)

 

3. Marc Benioff, Salesforce: 33,4 mio dollar (221,2 mio kr)

 

(Salesforce lyder måske ubekendt, men virksomhed hamrer dollar ind på kontoen, når de analyserer brugeres data med henblik på at lave en bedre kommunikation mellem bruger og virksomhed. Og så tjener de også en sjat på cloud computing. Foto: AP)

 

2. Marissa Mayer, Yahoo: 36 mio dollar (238,4 mio kr)

 

(Marissa Mayer har været en særdeles udskældt topchef for søgemaskinen Yahoo, efter hun tiltrådte fra et job som topboss hos konkurrenten Google. Det går nemlig ikke godt for Yahoo, og så har alt fra Mayers faglige dispositioner til hendes tøj ellers skabt røre i det amerikanske. Hun tjener nu udmærket alligevel. Foto: AP)

 

1. Dara Khosrowshahi, Expedia: 96,4 mio dollar (638,3 mio kr)

 

(Helt på toppen af listen ligger rejsekongen Dara Khosrowshahi fra Expedia - et site, hvor du kan søge efter flyrejser, hoteller, billeje, aktiviteter og alt andet til at planlægge din egen ferie. Khosrowshahi tjener knap 640 mio. kroner om året og er dermed ikke blot på top ti over de bedst betalte tech-chefer, men sniger sig højt op på listen over bedst betalte direktører i det hele taget. Foto: AP)