Alt om iPhone 13: Får bedre batteritid

Her er hvad du skal vide om Apples nyeste iPhones

iPhone 13 kan købes i Danmark fra den 24. september 2021 (Foto: Apple)
iPhone 13 kan købes i Danmark fra den 24. september 2021 (Foto: Apple)

Apple har i aften givet det første glimt af iPhone 13, iPhone 13 Pro, iPhone 13 Pro Max og iPhone 13 Mini.

Min vurdering efter præsentationen er, at der er tale om den absolut nyeste teknologi - som altid - men der er ingen banebydende overraskelser. Det meste er naturlige forbedringer.

Med andre ord: Du skal ikke smide din iPhone 12 i skraldespanden.

Positivt er det derimod, at priserne ikke er eksploderet og så har Apple gjort noget ved batteritiden.

iPhone 13 og iPhone 13 Mini
Apple fastholder samme skærmstørrelser som sidste år; 6.1 tommer skærm på iPhone 13 og 5,4 tommer på minimodellen. Lysstyrken er skruet kraftigt op og telefonerne kører på en helt ny processormotor kaldet A15 Bionic, som giver væsentligt kraftigere ydelse i forhold til foregående modeller.

Batteritiden på iPhone 13 er forbedret med to en halv time, mens minien skulle holde halvanden time længere end iPhone 12 Mini, der kom sidste år. Dette er naturligvis vejledende, men et skridt i den rigtige retning.

Du skal lægge mærke til, at kameraet er opgraderet så du får bedre billeder i svagt lys og så introduceres en særlig "Cinematic mode" i videooptageren, der giver et strejf af filmisk produktion over dine videoer. Det er dog nok mest en legefunktion - men en cool en af slagsen.

Hverken iPhone 13 eller iPhone 13 Mini kan fås i en 64 GB version. Den mindste størrelse er nu 128 GB.

Priserne starter ved 6.199 kroner for iPhone 12 Mini og 6.999 kroner for iPhone 12. Det er den samme pris som forgængerne kostede, dog med den forskel, at du i år får dobbelt så meget lagerplads.

Du kan læse flere detaljer om iPhone 13 her.

Demo af Cinematic Mode

iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max
Kamerasystemet har fået en stor overhaling, så nattilstand kan bruges med alle kameraerne og generelt er fotografering i lav belysning forbedret en del.

For første gang introducerer Apple 120 Hz skærmopdateringshastighed, hvor skærmbilledet genopfriskes op til 120 gange per sekund. Det giver en meget flydende brugeroplevelse, men bruger også mere strøm end den gamle 60 Hz teknologi.

Opdateringshastigheden ændrer sig automatisk efter indholdet på skærmen - således at 120 Hz kun bruges, når det er nødvendigt, hvilket sparer på batteriet. 120 Hz er nyt for Apple, men i Android-lejren har dette været på banen meget længe.

Samtidigt lover Apple bedre battertidtid. iPhone 13 Pro skulle køre halvanden time længere end forgængeren, mens max-modellen kører op til to en halv time længere. Min anmeldelse vil afsløre, om dette holder stik.

Læs alle detaljerne om iPhone 13 Pro her.

Lagerpladsen strækker sig op til 1 TB (terabyte), men de fleste vil nok finde sig fint tilrette med en 128 GB version, hvor priserne starter ved 8.899 kroner. Også her holder Apple priserne i ro.

Du kan her få et overblik over alle priserne og hukommelsesstørrelserne.

iPhone 13 Pro (Foto: Apple)
iPhone 13 Pro (Foto: Apple)

PRISTJEK: Se her hvor meget du kan spare på din næste iPhone.

Kommer i slutningen af september
Apple sender iPhone 13-serien i butikkerne i Danmark fra den 24. september 2021, men forhandlerne tager imod forudbestillinger fra fredag i denne uge.

Sammen med iPhone 13-serien introducerede Apple også Apple Watch Series 7 og en budget-iPad.

Prislinks i artiklen

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen