Kunder er ellevilde efter iPad-dræber

Lækkede dokumenter: Amazons Kindle Fire går som varmt brød

I forrige uge lancerede Amazon sin Kindle Fire, en tablet-computer til kun 199 dollars med android-styresystem. Lanceringen fik stor opmærksomhed, ikke mindst fordi prisen på den potentielle iPad-dræber er så lav.

Nu viser det sig, at bestillingerne raser ind allerede inden tabletten er til salg. Det er netavisen Cult of Android, som har fået fat i lækkede screen shots fra Amazons interne salgssystem.

LÆS OGSÅ:Nu kommer iPad-dræberen

De viser, at der gennemsnitligt bliver bestilt 2000 Kindle Fire i timen eller næsten 50.000 om dagen. Indtil videre skulle der allerede være forudbestilt over en kvart million af Amazons nye tablet-flagskib.

Disse tal er dog usikre, da de ikke er bekræftet af Amazon. Men skulle tallene stemme, og trenden for bestillingerne holder, kan der være bestilt hele 2,5 millioner Kindle Fire inden den bliver sendt ud på det amerikanske marked den 15. november.

Dermed vil Kindle Fire slå både iPad og iPad 2.

Amazon har haft stor succes med e-læseren Kindle, men har valgt at tage skridtet og konkurrere på det attraktive marked for tablets.

Det marked domineres af Apple som sidder på ca. 75 % af markedet i USA med sin iPad og iPad 2.

LÆS OGSÅ:E-bogsalget eksploderer