Brandmænd får jetpacks som en del af uniformen

I bedste Iron Man-stil skal brande i Dubais skyskrabere fremover bekæmpes fra jetpacks

Her kan du se den fremtidsagtige tingest i aktion. (Video: Martin Aircraft Company)

Se den vilde maskine i klippet herover artiklen

Når nu politiet i Dubai har fået Lamborghinier, er det da kun rimeligt, at brandmændene også får noget nyt legetøj.

Derfor har byen underskrevet en aftale med Martin Aircraft Company, som går på at udstyre byens brandmænd med jetpacks.

Det skriver Popsci.com.

Opererer i 900 meters højde
I stedet for egentlige jetmotorer bruges kanalventilatorer drevet af en to-liters V4-motor med 200 hestekræfter.

Det betyder, at de menneskelige flyproteser kan flyve op til 900 meters højde, hvilket igen er nok til at nå toppen af Burj Khalifa – verdens højeste bygning, der måler 828 meter, og ligger i netop Dubai.

Læs også: Arlo ser og hører alt - i HD

Med en tophastighed på 70 km/t tager det tilmed kun omkring et minut at komme til toppen.

Og da den samlede mulige flyvetid er 30 minutter, har brandmanden også tid til at orientere sig i området og vurdere, hvor problemet eller branden er opstået.

Læs også: Telia gør din bil smart

Ubemandede muligheder
Jetpackene kan flyves både bemandet og med fjernstyring. Således kan man også bruge en jetpack til at evakuere en person, der er fanget i en høj bygning, hvor en pilot på jorden kan styre personen ned i sikkerhed.

De 20 jetpacks koster godt en million kroner stykket, oplyser Martin Aircraft Company på sin hjemmeside.