Apple sikrer ny B&O-rekord

Bang & Olufsens højttalerdock til iPad, iPhone og iPod er det hurtigst sælgende audioprodukt i virksomhedens historie

BeoSound 8 er det hurtigst sælgende audioprodukt fra B&O nogensinde. (PR foto)
BeoSound 8 er det hurtigst sælgende audioprodukt fra B&O nogensinde. (PR foto)

Det kan godt være, at danskerne i weekenden gav Apple gadget-tæsk og kårede Samsung Galaxy SII som årets fedeste gadget.

Men i hvert fald i og omkring Struer sidder en række mennesker, som er godt tilfredse med de Apple-dimser, der findes på markedet.

LÆS OGSÅ: Amerikanerne afslører B&O-gadget før tid

For et år siden lancerede Bang & Olufsens nemlig en højttalerdock til iPad, iPhone og iPod, og BeoSound 8 er nu det hurtigst sælgende audioprodukt i virksomhedens historie.

50.000 styk er der blevet langet over butiksdisker verden over på de første 12 måneder, og selv om der er et stykke op til eksempelvis Apples 4,5 millioner solgte iPads i kvartalet, så er smilende store i Struer.

LÆS OGSÅ: Bang & Olufsen går æblevejen

- Vi er rigtig godt tilfredse med det foreløbige salg af BeoSound 8, som har hjulpet os med at tiltrække mange nye kunder. BeoSound 8 er allerede en sand bestseller, men vi går efter at fortsætte den positive udvikling i salget. BeoSound 8 bliver således fremhævet som en af årets oplagte julegaveidéer i flere lande, så vi har selvfølgelig høje forventninger til de næste par måneder, udtaler kommunikationsdirektør Tommy Jakobsen i en pressemeddelelse.

Samtidig glæder virksomheden sig over, at 75 procent af BeoSound 8-køberne er førstegangs B&O-kunder.

Så det er ikke så mærkeligt, at B&O i disse dage er glade for Apples produkter, hvilket nok også er grunden til, at de er på vej med Beolit 12 - en trådløs højtaler, som vil virke med Apples AirPlay-teknologi.


Følg os på Facebook