12 vilde gadgets fra Las Vegas

Det er fagre nye verden på forbrugerelektronikmessen i Las Vegas, og nogle af de nye vidunderer er måske lige det, som du ikke vidste, at du savnede ...

Sonys tennissensor testes i Las Vegas. (Foto: AP)
Sonys tennissensor testes i Las Vegas. (Foto: AP)

Bærbar teknologi, og elektronik, der gør hverdagen nemmere, sjovere eller bare smartere. Ideer, kreativitet og videnskab går hånd i hånd på dette års forbrugerelektronikmesse CES i Las Vegas. Om treenigheden rammer produkter, der rent faktisk kommer ud til almindelige forbrugere er slet ikke sikkert, men messen giver et indtryk af, hvad der kan være på vej og i særdeleshed i hvilken retning udviklingen går.

Få en drone derhjemme

Det kaster også noget af sig, der for nogen vil udløse hovedrysten og for andre straks resultere i et punkt på ønskelisten.

Her er 12 af de mere specielle gadgets, der er præsenteret i Las Vegas:





Sensorsokker
2014 ligner et år, hvor der bliver stort fokus på personlig elektronik, der måler kroppen. Adskillige armbånd er allerede på markedet, og de giver bæreren mulighed for at se alt fra puls til forbrænding. Men bærbar elektronik skal også ind i påklædningen. Eksempelvis i sokkerne. Heapsylon har lavet fitness-sokken Sensoria, der registrerer løbeteknikken, og giver mulighed for at se og lære, hvor man kan blive bedre, ved hjælp af en tilknyttet app. Selskabet er i øvrigt i samtale med Google, så data vil meget vel kunne vise løbedata i realtid i Google Glass ...

Pandebånd med musik
Uden at skulle tage stilling til om pandebånd er smart eller ej, så fortsætter Acoustic Sheep LLC med at udvikle pandebånd, der har indbyggede højttalere. Seneste bud er udviklet til motionister, der gerne vil løbe og lytte til musik samtidig.

Tennisketcher
Det er ikke kun løberne, der skal have gavn af de teknologiske landevindinger. Tennisspillerne har også noget at glæde sig til. Sony har udviklet en bluetooth-sensor, der placeres i bunden af ketcheren og registrerer, hvordan du spiller. Alt fra fart, vinkel og slagtype. Ideen er, at informationen - ud over at være tilgængelig via en app - også kan kombineres med video. Der er ikke sat dato på, hvornår Sony sender produktet på markedet.





Intelligent tandbørste
Selv kalder Kolibree det verdens første elektroniske tandbørste, der også er online. Den registrerer bevægelserne, og hvor du har været. Alle data kan aflæses i en app, der så også kan hjælpe til at forbedre præstationen under morgen- og aftenritualet.





Tastaturet for dig uden skrivebord
Det er nok ikke den helt almindelige pc-bruger, men måske hører du til dem, der faktisk savner et håndholdt tastatur. TrewGrip har udviklet det noget alternativt udseende tastatur, der også kan kobles til en smartphone eller tablet via bluetooth.

Hårtørrer med vand
Det virker ikke som den mest gennemtænkte ide, at tørrer håret med vand, men Panasonic mener, at det er en fordel. Der er tale om en hårtørrer, der både tørrer håret, men også tilfører meget små vandpartikler til håret, så man undgår nogle af de skader, som varm luft kan udøve på håret.

Lys uden strøm
Lynet slår ned, relæet slår fra og man famler rundt i mørket efter en lommelygte, der naturligvis aldrig står et lettilgængeligt sted. Har man stået i den situation, så ved man, hvor irriterende et strømsvigt kan være. Det vil SmartCharge råde bod på med en pære, der har indbygget batteri. Målet er, at den skal passe i en almindelig fatning, og går strømmen, så er den fortsat i stand til at lyse i op til fire timer.

Dykkerbriller med indbygget videokamera
Muligheden for at optage videosekvenser, mens man dyrker sport, er blevet populær, og actionkameraer til montering på eksempelvis cyklen er allerede på markedet. Liquid Image præsenterer på CES to videobriller, der er målrettet vintersport og dykning. Der er tale om kameraer indbygget i henholdsvis skibriller og dykkerbriller. Der kan optages i op til 1080p Full HD.





Mother ser alt
Glem Big Brother, det er Mother, der holder øje med tingene. I hvert fald ifølge Sen.se, der har lavet en enhed, der kan holde styr på, hvor en række tilhørende, små bevægelsesenheder befinder sig. Hver enhed kan sættes forskelligt op til en stribe apps. Det er eksempelvis muligt at se, hvor langt væk hunden er, eller om du tager nok skridt i løbet af dagen, men de kan også hjælpe med at registrere, hvor meget kaffe du drikker, og minde dig om at tage din medicin. Se præsentationen her.

Virtual Reality er virkeligt på vej
Spilbranchen er godt i gang med at overhale filmbranchen, når det gælder budgetter, og innovationen buldrer afsted. Nye konsoller er på vej, og det samme er virtual reality. Virtual Reality-brillen Oculus Rift blev præsenteret sidste år, og Virtuix Omni præsenterede et board, der er en art trædemølle, der giver fornemmelsen af at bevæge sig - uden at man i virkeligheden flytter sig. Nu føjer PrioVR sig til samlingen. Det er tøj, der overfører dine bevægelser til computeren og med langt større flesibilitet end eksempelvis Kinnect.

Print din mad
Dem, der mener, at mad skal laves med kærlighed, bliver næppe begejstrede, men til gengæld kan tekniknørderne godt begynde at glæde sig. Flere forskellige 3D-printere har været præsenteret på CES, og blandt dem nogle, der kan printe mad. Både sukkerdekorationer til kager og endda en pizza.

Fremtiden er her: Print din pizza





Den trehjulede fremtid
Er CES et vindue til fremtidens teknologi, så er der også udsigt til store forandringer på landevejene. I hvert fald har de store bilproducenter adskillige koncepter liggende, og nogle er nået så langt, at de rent faktisk kan prøvekøres. Det gælder blandt andet Toyotas trehjulede i-Road. Den er bygget til én person, kører på el og har en topfart på 45 kilometer i timen. Se videopræsentation her.