Vores mobile dataforbrug vokser eksplosivt

Dataforbruget på danske mobiltelefoner og tablets voksede med hele 81 procent i første halvår

Det vides ikke, om også Lars Løkkes dataforbrug er steget eksplosivt. Foto: Jens Dige/Polfoto
Det vides ikke, om også Lars Løkkes dataforbrug er steget eksplosivt. Foto: Jens Dige/Polfoto

Trykket på mobilmasterne bliver større og større, efterhånden som flere anskaffer sig smartphones, tablets og mobilt bredbånd derhjemme.

Det viser den telestatistik for første halvår 2016, som Energistyrelsen har offentliggjort fredag.

Heraf fremgår det, at der er sendt 81 procent mere data rundt via mobilnettet i årets første seks måneder sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig er hastigheden på de faste bredbåndsforbindelser også steget.

Antallet af husstande, der har bredbånd med en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/s er således vokset med 41 procent til 310.000. Det svarer til hver ottende bredbåndsabonnement.

Og når det gælder bredbåndsabonnementer med en hastighed på mindst 50 Mbit/s, er antallet nu oppe på over en million, svarende til en vækst på 34 procent.

Tallene glæder energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

- Regeringen prioriterer mobil- og bredbåndsdækning i hele Danmark højt.

- Det gør vi netop, fordi vi ved, at danskerne i såvel deres arbejdsliv som familielivet er dybt afhængige af at kunne komme på nettet, siger han.

Regeringen har for nylig uddelt 40 millioner til en stribe projekter, der skal sørge for hurtigt internet til sammenlagt 3700 husstande.

13 kommentarer
Vis kommentarer