Putin-telefon til danskerne

Ny russisk smartphone har skærme over det hele - nu kan den købes i Danmark

Putin som telefonsælger (Foto: RT.com)
Putin som telefonsælger (Foto: RT.com)

Du må helst ikke kalde den en Lada-telefon, og glem også de ukrainske traktor-vittigheder, når du ser Yotaphone 2.

Telefonen, som den russiske stat har aktier i, er nu sat til salg i Danmark. Den ligner en almindelig, Android-baseret smartphone, men almindelig er den ikke.

Yotaphone skiller sig ud ved at have skærme næsten over alt: En fem tommer stor farve-skærm på forsiden, og en sort-hvid-skærm på 4,7 tommer på bagsiden. Forside-skærmen er en OLED skærm i  HD-opløsning, mens bagside-skærmen er mere lavopløselig e-ink, som også kendes fra flere e-bogs-læsere. Fidusen er, at e-ink skærmen kan vise tekst og grovkornede billeder stort set uden at bruge strøm.

Yota-telefonen har fået masser af roser i tech-perssen: En gadgets anmelder kaldte den for eksempel for den mest interessante smartphone, han nogensinde har testet.

Så meget falder prisen på nye smartphones

Yotaphone har danskeren Lau Geckler som meddirektør. Han siger til Ekstra Bladet Tech, at Yotaphone bliver solgt med dansk garanti og med dansk support:

– Men interessen er voldsomt stor i øjeblikket. Hvis der er mange på linjen, kan der komme kø, hvis man har brug for dansk support, og så bliver man måske sendt videre til en supporter i Tyskland, men vi følger alle EU's bestemmelser for salg og garanti, siger han.

Android-softwaren og stort set alle apps, der bruger dobbelt-skærms-funktionen, er også på dansk, forklarer Lau Geckler.

I modsætning til russiske biler går de russiske smartphones efter det købedygtige publikum. Den avancerede dobbelt-skærms-teknologi er nemlig ikke gratis: En Yotaphone 2 koster 5200 kroner, mens en mindre og ældre model kan fås for 3.000 kr på Yotas danske netbutik.

Dit gamle ur kan blive et smartwatch

Telefonen kan også købes i en række andre EU-lande og snart også Kina og USA. Til at bane vejen har Yota selveste præsident Putin. Da han i sidste uge skulle overrække sin statsoverhoved-gave til Kinas præsent Xi Jinping, var det den nye Yotaphone, Kinas leder fik stukket i hånden. Videoen, hvor to af verdens allermægstigste mænd står og leger med gadgets, blev en af de bedre reklamefilm, som Yota-firmaet kunne ønske sig.

Vlaidimir Putin er via det statslige russiske teknologi-firma Rostek medejer af Yota. Billederne med Putin som telefon-sælger kan ses her.