Butikkerne skider på 'WoW'-release

Blockbuster giver GameStop skylden for det for tidlige salg af nyt 'World of Warcraft.' GameStop er tavse

Både Blockbuster og GameStop sælger 'World of Warcraft: Cataclysm' før tid. Her er vi i Blockbuster i Kolding. (Læserfoto)
Både Blockbuster og GameStop sælger 'World of Warcraft: Cataclysm' før tid. Her er vi i Blockbuster i Kolding. (Læserfoto)

'Cataclysm' - eller 'katastrofe' på dansk - er det nye navn på den seneste udgave af 'World of Warcraft.'

Og det er også, hvad det er ved at være, efter at flere butikker nu sælger spillet før releasetidspunktet, som er klokken 00:01 i aften. I hvert fald hvis du spørger flere entusiaster, som i går klagede over, at butikkerne ødelagde den oplevelse, der normalt er forbundet med en spilfrigivelse.

I dag vil Blockbuster Danmark dog gerne svare på, hvorfor de har brudt den verdensomspændende premiere:

- Vi fik en række tilbagemeldinger lørdag på, at flere butikker var begyndt at sælge spillet. Og da det blandt andet var GameStop, som er en af vores største konkurrenter, brød vi også releasedatoen, siger Søren Heilmann, der er direktør i Blockbuster Danmark.

Sneboldeffekt
Og det har åbenbart haft en sneboldeffekt.

Flere læsere har skrevet til ekstrabladet.dk, at både varehuse og andre butikker nu sælger spillet.

Direktøren fra Blockbuster Danmark mener, at det er GameStops skyld.

- Der er ikke nogen mere end os, der ærgrer sig over, at spillet er blevet solgt før tid. Vi har brugt mange penge på at markedsføre spillet, og så holder vi ekstra åbent i aften over midnat, hvor vi skulle sælge spillet. Men vi har ikke noget valg, når alle pludselig har sat spillet til salg, siger Søren Heilmann.

GameStop: Ingen kommentarer
ekstrabladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra GameStop, men der er åbenbart ikke nogen, som har lyst til at kommentere på det.

- Det er en fadæse, siger personen, som ekstrabladet.dk får fat på i omstillingen hos GameStop i Danmark.

Men da vi bliver stillet videre til den danske ansvarlige, Roald Andersen, er svaret promte:

- Ingen kommentarer.

Han henviser til deres amerikanske indkøbschef, Frank Centomail.

- Der har været en sag. Udover det har jeg ingen kommentarer, lyder det herefter fra indkøbschefen i GameStop.

Udgiverne bærer en del af skylden
Blockbusters direktør fortæller, at Blizzard, der udgiver spillet, har prøvet at stoppe salget.

- Vi er blevet kontaktet af Blizzard, som ville have os til at stoppe salget. Men nu er det løb ved at være kørt, siger Søren Heilmann.

Han synes dog, at Blizzard også selv bærer en del af skylden, fordi de selv har sat spillet til salg for to uger siden på nettet.

Selvom det ikke mere fremgår af Blockbusters hjemmeside, at de sælger spillet, så har ekstrabladet.dk i dag modtaget flere mails og billeder fra læsere, som siger at butikken stadig sælger spillet.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Blizzard.

Skal du ud og købe spillet i aften, når butikkerne holder natåbent - så send gerne et billede til pro@eb.dk