Indiespil scorer 200 mio kroner

Ambitioner og pengetank følges ad

Ambitionerne vokser i takt med pengestrømmen hos folkene bag det kommende 'Star Citizen'. (Foto: robertsspaceindustries.com)
Ambitionerne vokser i takt med pengestrømmen hos folkene bag det kommende 'Star Citizen'. (Foto: robertsspaceindustries.com)

Chris Roberts og resten af holdet bag 'Star Citizen' kan til stadighed tillade sig store ambitioner.

Rumspillet, der startede som et indsamlingsprojekt på blandt andet Kickstarter-tjenesten, har indtil videre skrabet 35 millioner dollar sammen fra frivillige gamere. Det svarer til 200 millioner danske kroner i aktuel vekselkurs.

Læs også: De mest populære gaming artikler i 2013

Dermed slår spillet sin egen rekord for største indsamlede beløb til et computerspil.

Siden sidste optælling har 6.617 mennesker givet en skærv til rumspillet, som dermed har udsigt til at blive endnu større, når det går i luften i sin første version i år eller i år 2015.

Cloud Imperium Games, holdet bag spillet, kan også hente nye folk ombord og købe ekstra teknologi, som de ellers skulle udvikle fra bunden.

Læs også: Hearrthstone: strategier til totale noobs

- I modsætning til andre spiludgivere betyder de nye beløb ikke, at vi får større overskud. Vi investerer pengene aktivt i de ting, som kan forbedre kvaliteten. Det bliver især infrastrukturen og serverteknologien, som får et løft af de nye milepæle, udtaler Chris Roberts, skaberen af 'Star Citizen'.

Udviklingsholdet har nu sat 37 millioner dollars som sit næste mål. Lykkes det at samle så mange penge sammen, vil de sørge for, at endnu flere funktioner bliver parate til premieredagen.

Læs også: Årets spil 2013 – se hele listen

Star Citizen tog form i 2012, hvor udviklerne efter et år i planlægningsfasen løftede sløret for en stor onlineindsamling.

Idéen var at skabe et stort rumeventyr, hvor spillerne frit kunne kæmpe, samle og gå sammen i grupper med og mod hinanden. Gamerne tog vel imod konceptet, som siden har slået flere og flere rekorder for størst indsamlede beløb for en crowdsourcingidé.

Spillet vil officielt først udkomme i begyndelsen af 2015, men det er ikke utænkeligt, at vi får en forsmag i løbet af 2014.

Kig forbi Roberts Space Industries for at se mere til spillet.