Nyt brætspil: Kejseren er nøgen

Vores anmelder er ikke glad for 12 Realms

Glimrende komponenter med et gennemgående anime-look lokker med eventyr og spænding. (Screenshot: Eurogamer.dk)
Glimrende komponenter med et gennemgående anime-look lokker med eventyr og spænding. (Screenshot: Eurogamer.dk)

Antal stjerner:

Der udkommer mange dårlige brætspil, men de fleste er så åbenlyst ringe, at de aldrig kommer i nærheden af undertegnede.

Nogle af dem er dog mere snedige, og lokker med et interessant tema eller originale mekanikker. De viser potentiale og gåpåmod, og man tænker. at nu skal man, sammen med sine gode venner, opleve noget helt nyt. Når oplevelsen så bagefter ikke levede op til forventningerne, må man i tænkeboksen og fundere over, hvorfor det gik galt, så man kom med på en rejse sammen med piratpapegøjer og ninjakatte ud i eventyrernes mystiske verden.

'12 Realms' er et rent samarbejdsspil for op til seks helte, men du kan godt tage afsted alene, hvis du tør, og det koster 550 kroner i Fantask at rejse med. Spillet er modtaget som anmeldereksemplar.

Se de gode brætspil her

'12 Realms' bygger på et interessant, men frem for alt originalt, koncept: hvad nu hvis alle verdens fabler og eventyr var forbundne, således at Snehvide kunne hænge ud med Rødhætte og drikke latté på Strøgcaféen?

Det ville dog blive lidt kedeligt i længden, derfor kommer Den Onde Heks (eller en tilsvarende skurk) og angriber fabelrigerne. Nu må vores eventyrhelte træde i karakter, samle de magiske artefakter og nedkæmpe skurken. I princippet i alle fald, for i virkeligheden kan det være ikke blot svært, men en direkte umulig opgave.

Så sæt dig hen til ilden, fat et glas vin og lad mig fortælle historien om eventyrhelten D'Artagnan, og du vil forstå hvorfor, det er en kompliceret opgave at redde de 12 riger.

Hver spiller starter med at vælge en kendt eventyrfigur, som de vil bruge til at stoppe al verdens ondskab, og mulighederne inkluderer kendte eventyrhelte som Snehvide og Rødhætte, men også den franske heltinde Jeanne D'Arc og soldaten fra Nøddeknækkeren er muligheder.

Robin Hood var en lille, hvid kat, men da jeg så at D'Artagnan var et egern (hvad ellers...?) var valget jo åbenlyst, og med sin hurtighed og kampgejst ville jeg fælde den grusomme skurk. Hvilken skurk man skal bekæmpe, afhænger af, hvilket rige ens egern vælger at beskytte, og selvom der står '12 Realms' på æsken, havde jeg kun fire at vælge imellem.

Jeg valgte naturligvis det lyserøde, med det respektindgydende navn Kirsebærblomst, fordi her inkluderede fjenderne vaskebjørnssoldater med napoleonshatte og samuraigråspætter.

Skurkevalget stod mellem en kvindelig menneskeræv med tre haler og kimono på den ene side, overfor en sort samuraikat, der skød med ild. Da egernets naturlige fjende er ræven, føltes valget igen helt naturligt, og efter at have blandet lidt kort var jeg klar til det helt store eventyr.

Læs også: Nye snydekoder til Sims 3

I stil med en række andre samarbejdsspil er konceptet i 12 Realms enkelt: I hver runde fremkommer der en bunke fjender rundt omkring i dit rige, som skal nedkæmpes, inden de bliver for mange og overtager verden. I starten af hver runde tæller man antallet af fjender på brættet og flytter en dommedagsmarkør et tilsvarende antal felter. Hvis den når 20, taber man spillet med det samme, men her kommer problemet for vores egernhelt: Skurken kommer først i spil, når markøren når op på 16.

Så du render rundt og dræber fjender, men hvis du er for god, bliver spillet uendelig langt. Derfor lader du nogle få leve, så den grumme tæller kan komme fremad, men her falder spilmekanikkerne helt fra hinanden. I starten af hver tur trækker man nogle kort, der angiver hvilke fjender, der kommer, men disse kort kan have specielle evner, så der kommer flere fjender.

For eksempel følges vaskebjørnesamuraierne altid i grupper af tre, og hvis man trækker et par af dem, kommer der pludselig to-tre gange så mange fjender, som man havde regnet med. Eftersom de kommer et tilfældigt sted fra, kan man ikke lægge en strategi, og jeg har tabt spil, hvor jeg i flere runder prøvede at manipulere antallet af fjender, så jeg kunne få skurken frem, for derefter at trække en uheldig kombination af kort og ramme 20, tabe spillet, og ikke kunne gøre noget som helst for at stoppe det.

I anmeldelsen af Tash-Kalar: Arena of Legends påstod jeg, at kontrollerbar tilfældig var godt, og '12 Realms' er et rendyrket eksempel på det modsatte: Fuldstændig tilfældig kaos, der umuliggør reel planlægning.

Nej nej, gå ikke, vores fortælling om den modige D'Artagnan er slet ikke færdig, for hvordan gik det egentlig vores lille, behårede ven?

Før han kunne besejre rævedamen, skulle han jo samle de tre artefakter, men her stod vores helt overfor en umulig opgave grundet dårligt spildesign. Det bliver lidt teknisk, men du vil vel gerne høre slutningen på eventyret?

Hver helt har en række ikoner, der angiver evner, og D'Artagnan har kun vinger og sværd, som angiver hurtighed og kampevne. For at finde ét af artefakterne i det lyserøde rige skal han desværre bruge bøger, som angiver snilde, og derfor må han gå i byen og købe hjælp og udstyr.

Her møder vores helt en ridder, en sensei og en hest (åbenbart en meget snedig hest), der kan hjælpe ham, men støder samtidig ind i et nyt problem. Han har nemlig intet guldikon, og kan derfor ikke lave penge. Ingen penge, ingen hjælp, og vores helt kan derfor ikke skaffe guld til at skaffe bøger til at skaffe artefakter til at skaffe det af med skurken.

Vores helt har næsten opgivet kampen, men trækker så et fjendekort, der smider et guldstykke af sig dybt inde i riget. Vores helt drager straks afsted, klar til at finde guld og få en snedig hest, men ak - for at få fat i guldstykket skal han bruge en bog.

Læs også: Vi spiller Diablo 3 udvidelsen - Reaper of Souls

Når man efter det første spil sidder tilbage med en flad smag i munden og undres over, hvad det lige var der skete, så prøver man igen og igen indtil man forstår det. Jeg har prøvet igen og igen, men der er desværre ikke noget at forstå - kejseren har ganske enkelt ikke noget tøj på.