Dansk spilsucces køber sig selv

Den danske spiludvikler Playdead, som står bag monsterhittet Limbo, har købt sine investorer ud og står nu på egne ben

Sådan jubler man hos den danske spiludvikler Playdead, når man lige har købt sig til frihed. (Foto fra Limbo)
Sådan jubler man hos den danske spiludvikler Playdead, når man lige har købt sig til frihed. (Foto fra Limbo)

En duft af frihed breder sig i disse dage på Playdeads kontorer i Pilestræde i København. Den succesfulde danske spiludvikler, som står bag monsterhittet 'Limbo,' har netop købt sine investorer ud, så Playdead nu står på helt egne ben.

LÆS OGSÅ: Dansk statuetteregn stoppede brat

- Vi er virkelig glade over forløbet på trods af, at prisen var noget højere, end vi havde håbet, siger Playdead-boss Dino Patti i et interview med Gamesindustry.biz, som er gengivet på gpbullhound.com.

- Processen har været meget lærerig, og det her er et stort skridt på vores vej mod at blive helt uafhængige.

Dino Patti grundlagde Playdead i 2006 sammen med Arnt Jensen. I første omgang finansierede de selv udviklingen af 'Limbo,' men i takt med at projektet udviklede sig, blev flere investorer hentet ind, bl.a. Vækstfonden, som nu altså er købt ud igen.

SE OGSÅ: Utroligt TV: Mundlam politiker

I et tidligere interview har Dino Patti givet udtryk for, at de jagtede friheden for at have fuld kontrol over den kreative udvikling og rettigheder.

- Folk, der betaler for projekterne, er dem, som styrer dem. Vi sigter efter at bruge vores egne penge, da vi er vores bedste investorer. Vi er dem, der ved, hvad vi vil. Vi ønsker at have kontrol over selv de mindste beslutninger.

Og det har Dino og Arnt altså fået nu. Og lad os så få nogle flere fede spil, tak!

LÆS OGSÅ: 'Limbo' storsælger på Xbox'en