Der er udbrudt nordisk Wordfeud-krig, og lige nu er det Danmark der fører.
Danske Anders Lund og norske Eskil Aasmul skiftes til at sætte uofficielle verdensrekorder for antal point for et ord, og efter nordmanden for nylig scorede 20.203 point for ordet Photozincograph, overgik danskeren ham i går med selv samme ord - men til 20.210 point.
Altså sølle syv point mere.
Sætter ny vild Wordfeud-rekord
Mens Aasmul fra Trøndelag kunne fortælle avisen VG, at det lå 15 timers slid bag hans rekord, så havde danskeren haft det noget nemmere.
'Altså den nye rekord var nem at slå. Denne gang var jeg vel ca. halvanden time om at slå rekorden', skriver Anders Lund i en mail til Ekstra Bladet.
Ordet Photozincograph er det ord i Wordfeud, som giver flest point, og derfor er det favoritten blandt rekordjægerne.

Anders Lund bruger to iPads til spillet, hvor han sætter sig selv op til at lægge de imponerende rekord-ord.
Han frygter ikke, at rivalen slår den nye rekord på 20.210 point.
'Jeg har optimeret det ret meget nu, men der er da en lille chance for, at den stadig kan forbedres. I så fald må jeg jo i gang igen. Jeg frygter ham ikke, jeg ser nærmest frem til, om han kan slå den', siger Anders Lund, der til dagligt arbejder som pit-boss på Odense Casino.
Det er netop interessen for spil, der fik ham i gang som Wordfeud-rekordsætter.
'Jeg har altid godt kunnet lide spil og konkurrencer, og så fangede Wordfeud, da det kombinerer begge dele. Da jeg første gang læste om en Wordfeud-rekord, tænkte jeg, at den kunne jeg sagtens slå - og så var det jo bare i gang', siger fynboen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.