Playstation fortsat nede efter hackerangreb

Mens konkurrenterne hos Microsoft har fået styr på angrebet på Xbox Live, kæmper Sony fortsat med problemer på Playstation Network

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Siden juledag har mange frustrerede konsolfanatikere kunne bande over ikke at kunne få adgang til henholdsvis Xbox Live og Playstation Network (PSN).

Begge netværk har nemlig været ramt af nedbrud, men mens Xbox i løbet af 2. juledag har fået bugt med de fleste problemer, kæmper Playstation fortsat med at få åbnet op for systemerne.

Enkelte af Xbox Live-funktionerne er stadig begrænsede, mens PSN fortsat er offline.

Hverken Microsoft eller Playstation har endnu officielt kommenteret på nedbruddene, som efter alt at dømme skyldes såkaldte DDos-angreb. Playstation har dog meddelt på twitter, at de fortsat arbejder på at få systemet op at køre igen.

'Vores teknikere arbejder fortsat hårdt på at løse netværksproblemerne, som brugere har oplevet i dag. Tak for den fortsatte tålmodighed!', skriver de på det sociale medie.

Sympatiserer med Nordkorea
Det formodes at hackergruppen Lizard Squad står bag angrebet, idet gruppen har taget skylden for angrebet via meddelelser på blandt andet Twitter.

Gruppen er blandt andet kendt for at have sympati med det nordkoreanske regime, og gruppen menes også at stå bag tidligere angreb på Sony, der har været hårdt plaget af hackere op til premieren på den omdiskuterede film 'The Interview'.

Filmen fik i første omgang aflyst sin premiere i de amerikanske biografer på østkysten, men siden valgte biograferne alligevel at vise filmen på trods af de terrortrusler, en gruppe kaldet 'Guardians of Peace' var kommet med mod biografgængere, der ville tage ind og se filmen.

'The Interview' omhandler et fiktivt attentatforsøg på Nordkoreas diktator Kim Jung-un, og den er derfor blevet mødt med vrede fra diktaturstaten, som ifølge amerikanske efterretningstjenester selv står bag hacker-angrebene på Sony og terrortruslerne rettet mod de amerikanske biografer.

Det nordkoreanske regime har selv afvist at stå bag, men de har samtidig hyldet angrebene mod filmen.

Det er endnu uklart, hvornår Sony forventer at have PSN klar igen efter de nyeste angreb.