'Gears of War 3' er ren blær

'Gears of War'-trilogien sluttes af med et brag af en blærerøvsopvisning

Gears of War 3 Platform: Xbox 360 Spillere: 1-2 Alder: 18+

Playstation-folket har i årevis været vant til eksklusive titler – tag bare spilserier som 'Uncharted' og 'God of War'. Xbox-fansene har derimod ikke haft meget, de kunne prale af på den front. Men ingen regel uden undtagelser, for 'Gears of War'-trilogien er en af de største grunde til at støtte Bill Gates og co.

For hvis din Microsoft-maskines evner skal vises frem, så er der ikke en meget bedre måde at gøre det på end at smide historien om Markus Fenix en tur ind i den hvide klods.

LÆS OGSÅ: GISP! Storbarmede ninja-piger i 3D

Og tredje og sidste installation i serien er visuelt en ren blærerøvs-opvisning i, hvad en 360'er kan præstere. Figurerne er som skåret ud i granit, landskaberne indbyder til sightseeing, og kampscenerne er så bombastiske, at de brænder sig fast på nethinden –der kommer boss-kampe, der næsten kan få en til at græde af glæde …

Glimrende system
Men lækker grafik har aldrig skabt et godt spil. Derfor er det jo heldigt, at 'Gears 3' spiller som en drøm.

Gameplayet bygger stadig på det glimrende 'skyd og søg dækning'-system, som er en essentiel del af dit pensum, hvis du ønsker at klare dig mod horderne af geværsvingende dræber-aliens.

SE OGSÅ: De vildeste fejl i 'FIFA 12'

Små træthedstegn
Spil-konceptet er dog begyndt at vise små træthedstegn, og når du flænser en fjende op med din motorsav, så har det ikke helt den samme tilfredsstillelse som tidligere.

Persongalleriet og dialogen har desuden fået flere testosteron-indsprøjtninger end en kvindelig, østtysk elitesvømmer, og i længden bliver det trættende at se på og lytte til.

Og i singleplayer-delen kan du hurtigt sidde med følelsen af at være Palle alene i helvede. For din soldater-kolleger er ikke til den store hjælp, da de ofte bare bevæger sig hovedløst rundt på slagmarken.

Fantastisk afslutning
Men så er det jo godt, at co-op-delen er så meget sjovere. For sammen med en ven – eller tre, hvis du spiller online –går 'Gears 3' fra at være godt til at være fantastisk.

Det taktiske aspekt får her en helt ny dimension, fordi det f.eks. bliver muligt at agere lokkedue, mens vennerne flankerer og derefter udrydder fjender –skydespil når det er bedst.

LÆS OGSÅ: Her er Nintendos skarpladte julebøsse

Det er derfor med vemod, at jeg siger farvel til denne serie, for jeg har nydt samtlige minutter i selskab med Markus Fenixog og hans Delta Squad.

Men samtidig kan jeg kun glæde mig over, at 'Gears' takker af med et brag. Og mon ikke udviklerne finder en ny måde at koge mere suppe på denne guldklump på …


Følg os på Facebook