2017 blev skammens år for techgiganterne

Apple, Facebook og Uber er blandt dem, der svigtede omverdenens tillid i år

Terri Sewell (t.v.) og Jim Himes fra Repræsentanternes Hus udspørger her topchefer fra Facebook, Twitter og Google om deres ansvar i sagen om russisk valgpropaganda. Foto: Manuel Blace Ceneta/AP
Terri Sewell (t.v.) og Jim Himes fra Repræsentanternes Hus udspørger her topchefer fra Facebook, Twitter og Google om deres ansvar i sagen om russisk valgpropaganda. Foto: Manuel Blace Ceneta/AP

Kan man stole på en techgigant?

2017 blev desværre året, hvor svaret er nej. Senest er Apple således blevet tvunget til at indrømme, at ældre udgaver af iPhones med vilje gøres langsomme.

Ifølge Apple gøres telefoner med et forringet batteri langsomme for at beskytte dem mod nedbrud, men firmaet siger intet om, hvorfor kunderne ikke fik besked om det.

Dette massive svigt af kundernes tillid bliver naturligvis ikke bedre af, at indrømmelsen netop kommer, alene fordi beviserne mod Apple er så store, at de er nødt til at sige noget.

Facebooks 'logik': Falske nyheder er ok - tegning af nøgne kvinder forbudt

Spiller dumme
Det har været kendetegnende for de talrige skandaler, der har ramt techbranchen i år: nægt alt og kald kritikerne dumme indtil man ikke kan nægte mere.

Herefter spiller firmaerne så selv dumme: jamen, vi gør det bare, fordi det er rigtigt at gøre. Eller vi vidste ikke, at det var så slemt.

Mark Zuckerbergs mål for 2018: Vil rette op på Facebook

Vestager slog til

Danske Margrethe Vestager står i front i kampen mod lovløsheden i teknologiens verden:

’Vi må sikre, at det ikke er jungleloven, men demokratiets love, der tæller. Vi må tage vores demokrati tilbage,’ sagde hun under Websummit-konferencen i Lissabon i år.

Fyldt med løgne: EU giver Facebook og Google mundkurv på

Lod sig udnytte
Facebook placerede sig i sidstnævnte kategori, da det sociale netværk mod klækkelig betaling lod sig groft udnytte under det amerikanske præsidentvalg.

Her var det hånlige svar fra netværkets stifter og multimilliardær Mark Zuckerberg, at der bestemt ingen falske nyheder havde været.

Så blev svaret senere, at der nok havde været lidt falske nyheder, indtil Facebook nu har erkendt, at flere end 126 millioner amerikanerne blev udsat for falske opslag, der havde til formål at ’kidnappe’ valget.

Også delebilstjenesten Uber rodede sig ud i både en sexskandale og blev afsløret i at have forsøgt at narre myndigheder verden over. Det skete ved, at man overvågede centrale personer og skabte et falsk program, der skjulte, hvor Uber-flåden faktisk var i en given by.


Du kan høre hele indlægget fra Margrethe Vestager ved Websummit 2018 om kampen mod techgiganterne.

Det kan du gøre
Denne artikel er slet ikke lang nok til at kunne tage alle eksemplerne fra skammens år i techverdenen med.

Men lærdommen fra 2017 må være, at du bestemt ikke kan stole på techgiganter, der gerne suger kapital ud af de samfund, de opererer i, men ofte ikke vil betale til samfundskassen og helst skriver deres egne love.

Som forbruger har man heldigvis muligheden for at sparke tilbage. Hvis Apple mener, at kunderne blot har ’lånt’ en iPhone, er det måske ikke en iPhone, man skal købe næste gang.

Og svaret på Facebooks og Ubers uheldige evne til at ville skabe deres egen lovløse fristed?

Drop tjenesterne eller vær meget mere kritisk over for dem, end du er i dag!

Facebook under pres: Sådan vil Zuckerberg bekæmpe fup

Seneste fra techredaktøren:

Tip om tech

Har du en god techhistorie? Skriv til tech@eb.dk eller ring 33472305.