Apple til angreb: Datapirater skal 'dø'

NYHEDSANALYSE: Topchefen Tim Cook affyrer et nyt skud i krigen mellem datapiraterne og dem, der vil give netbrugerne magten over deres digitale privatliv tilbage

Datapirater fortjener ikke at blive hyldet - de skal reguleres og holdes i ørerne, mener Apples øverste chef. Video: Ritzau Scanpix

Bum!!!

I denne uge affyrede Apples topchef, Tim Cook, en ny bredside mod Facebook, Google og andre techfirmaer, der som datapirater suger data ud af dig som netbruger og sælger dem til højestebydende.

Det skete, da Cook talte på den internationale databeskyttelsesdag, som Europarådets står bag.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Her er hele talen

God eftermiddag. 

John, tak for den flotte introduktion, og fordi vi måtte komme i dag. 

Det er et privilegie at være her – og lære af dette kyndige panel – ved denne meget passende lejlighed, databeskyttelsesdagen.

I Bruxelles for lidt over to år siden talte jeg i selskab med min gode ven, den dybt savnede Giovanni Buttarelli, og databeskyttelsesmyndigheder fra hele verden om et dataindustrielt problem, der var opstået. 

Til det møde spurgte vi os selv: 'Hvilken slags verden vil vi gerne leve i?'

Nu er der gået to år, og vi bør tage et alvorligt kig på, hvordan vi har besvaret dette spørgsmål. 

Fakta er, at et komplet økosystem af virksomheder og datahandlere, leverandører af fake news og fortalere for splittelse, trackere og krejlere, som bare vil tjene hurtige penge, nu er mere tilstedeværende i vores liv end nogensinde før. 

Og det har aldrig stået mere klart, hvordan dette for det første forringer vores grundlæggende ret til anonymitet og som konsekvens deraf, vores sociale struktur.

Som jeg har sagt før: “Hvis vi accepterer, at det er normalt og uundgåeligt, at alt i vores liv kan indsamles og sælges, så mister vi meget mere end data. Vi mister friheden til at være mennesker.” 

Og alligevel står vi overfor en ny tid fyldt med håb. En tid præget af eftertænksomhed og reform. Og den mest konkrete fremgang sker takket være mange af jer. 

GDPR har bevist, at kynikerne og sortseerne tog fejl. Forordningen har leveret et vigtigt fundament for rettigheder til anonymitet over hele verden, og implementeringen og håndhævelsen af GDPR skal fortsætte. 

Men det er ikke nok. Vi skal gøre mere. Og vi oplever allerede lovende fremgang i hele verden, som f.eks. et vellykket folkeinitiativ, som styrker beskyttelsen af forbrugere lige her i Californien. 

Sammen skal vi give et universelt, humanistisk svar på, hvad der ikke bør tolereres og ikke vil blive det, til dem, der påberåber sig rettigheder over brugeres personlige oplysninger.

Som jeg sagde i Bruxelles for to år siden er det bestemt på høje tid – ikke bare for en omfattende anonymitetslov her i USA, men også for verdensomspændende love og nye internationale aftaler, som værner om principper for dataminimering, brugerviden, brugeradgang og datasikkerhed i hele verden. 

Hos Apple har disse to år været præget af uafbrudt aktivitet, ansporet af det lederskab som mange af jer, der arbejder på anonymitetsområdet, har udvist. 

Vi har både arbejdet på at udvide vores egne centrale anonymitetsprincipper og på at skabe bølger af positive forandringer på tværs af hele branchen. 

Vi har igen og igen været fortalere for stærk kryptering uden bagdøre, idet vi anerkender, at sikkerhed er fundamentet for anonymitet. 

Vi har sat nye branchestandarder for dataminimering, brugerkontrol og databehandling på enheden for alt fra lokalitetsoplysninger til dine kontakter og billeder.  

Samtidig med at vi har stået i spidsen for funktioner, som beskytter dit helbred og dit velvære, har vi sørget for, at teknologier som en sensor, der måler iltniveauet i blodet, og en EKG-funktion kan bruges med vished om, at oplysninger om dit helbred forbliver private. 

Og sidst, men ikke mindst, implementerer vi vigtige, nye betingelser, som skal forbedre brugernes anonymitet i hele App Store-økosystemet. 

Den første er en enkel, men revolutionerende idé, som vi kalder varedeklarationer for anonymitet. 

Alle apps – også dine egne – skal dele deres dataindsamlings- og anonymitetspraksis – information, som App Store præsenterer på en måde, som alle brugere kan forstå og agere efter. 

Den anden kalder vi App Tracking Transparency (ATT). Grundlæggende handler ATT om at give brugerne kontrollen tilbage – om at give dem mulighed for at vælge, hvordan deres data håndteres.

Brugerne har efterspurgt denne funktion i lang tid. Vi har arbejdet tæt sammen med udviklerne for at give dem tid og ressourcer til at implementere den. Og vi brænder for det, fordi vi mener, at funktionen har et stort potentiale for at gøre tingene bedre for alle. 

Det skyldes, at ATT er en reaktion på en meget vigtig problemstilling. 

Tidligere i dag offentliggjorde vi en ny rapport ved navn 'A Day in the Life of Your Data'. Den fortæller historien om, hvordan de apps, vi bruger hver dag, i gennemsnit indeholder seks trackere hver. Denne kode eksisterer ofte for at overvåge og identificere brugere på tværs af apps ved at aflytte og registrere deres adfærd.

I dette tilfælde er det, som brugerne ser, ikke altid det, de får. 

Lige nu ved brugerne måske ikke, om apps, som de bruger til ren underholdning, til at snakke med vennerne eller til at finde et sted at spise, måske faktisk videregiver information om billeder, de har taget, personer på deres kontaktliste eller lokalitetsoplysninger, som viser, hvor de spiser, sover eller beder. 

Som rapporten viser, ser det ikke ud til, at nogen information er for privat eller personlig til at blive overvåget, omsat til penge og samlet i en komplet profil af dig og dit liv. Slutresultatet er, at du ikke længere er kunden, du er produktet.

Når ATT er fuldt implementeret, vil brugerne kunne gribe ind over for denne type sporing. 

Nogle kan meget vel mene, at deling af denne type oplysninger er det værd, så man kan sørge for mere målrettede reklamer. Mange andre, formoder jeg, vil være uenige, ligesom de fleste satte pris på det, da vi for nogle år siden udviklede en lignende funktion i Safari, som begrænser webtrackere. 

Vi anser udviklingen af denne type anonymitetsfokuserede funktioner og nyskabelser som et helt centralt ansvarsområde i vores arbejde. Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre.

Faktum er, at debatten om ATT er et mikrokosmos i en debat, som vi har haft i lang tid – en debat, hvor vores synspunkt er meget klart. 

Teknologi skal ikke bruge enorme mængder personlige data, hæftet sammen på tværs af mange forskellige websites og apps, for at blive en succes. Reklamering eksisterede og trivedes i årtier uden det. Og vi sidder her i dag, fordi den mest bekvemme løsning sjældent er den mest gennemtænkte. 

Hvis en virksomhed er bygget på at vildlede brugere, på dataudnyttelse, på valg, som slet ikke er valg, så fortjener den ikke vores ros. Den kræver forbedring. 

Vi må ikke se bort fra den bredere sammenhæng. 

I en tid med omfattende fejlinformation og konspirationsteorier, som fodres af algoritmer, kan vi ikke længere lukke øjnene for en teknologiteori, som siger, at al interaktion er god interaktion – jo længere, jo bedre – og alt sammen med det mål at indsamle så meget data som muligt. 

Alt for mange stiller stadig spørgsmålet: 'Hvor meget kan vi slippe afsted med?', når de burde spørge: 'Hvad er konsekvenserne?'

Hvad er konsekvenserne af at prioritere konspirationsteorier og tilskyndelse til vold, kun fordi det skaber mere interaktion?

Hvad er konsekvenserne af ikke bare at tolerere, men belønne indhold, der underminerer befolkningens tillid til livreddende vaccinationer?

Hvad er konsekvenserne af at se tusindvis af brugere blive en del af ekstremistiske grupper og derefter fastholde en algoritme, som anbefaler endnu mere?

Det er på høje tid, at man holder op med at lade som om, at denne tilgang ikke har konsekvenser og resulterer i polarisering, mistet tillid og ja, voldelige handlinger. 

Et socialt dilemma må ikke blive til en social katastrofe.

Jeg tror, at det seneste år – og helt bestemt nylige begivenheder – har fået os alle til at forstå risiciene – som samfund og ikke mindst som individer.

Al den tid, vi har brugt derhjemme, udfordringen med at fortsætte vores børns uddannelse, selvom skolerne er lukkede, bekymringen og usikkerheden i forhold til, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Alt dette har virkelig sat teknologien i relief – hvordan den kan hjælpe, og hvordan den kan bruges til at skade. 

Vil fremtiden tilhøre de nyskabelser, som gør vores liv bedre, mere tilfredsstillende og mere menneskelige? 

Eller vil den tilhøre de værktøjer, som vrister vores opmærksomhed fra alt andet, forværrer vores frygt og tilskynder til ekstremisme – alt sammen for at understøtte reklamer, som hele tiden kommer tættere på, frem for ethvert andet mål, man kunne have?

Hos Apple har vi truffet et valg for længe siden. 

Vi tror på, at etisk teknologi er teknologi, der arbejder for dig. Det er teknologi, som hjælper dig med at sove i stedet for at holde dig vågen. Som siger til, når du har fået nok, som giver dig plads til at være kreativ eller tegne eller skrive eller lære, ikke opdatere bare en gang mere. Det er teknologi, som kan falde i baggrunden, når du er ude at gå eller svømme, men som står klar til at advare dig, når din puls er for høj, eller hjælpe dig, hvis du er faldet og har brug for hjælp. Og at alt dette altid prioriterer din anonymitet og din sikkerhed, for ingen behøver at sælge deres brugeres rettigheder for at levere et fantastisk produkt. 

Du må gerne kalde os naive. Men vi mener stadig, at teknologi lavet af mennesker til mennesker, og med menneskers velvære i fokus, er et værktøj, der er for værdifuldt at smide væk. Vi mener stadig, at den bedste målestok for teknologi er de liv, den forbedrer.

Vi er ikke perfekte. Vi kommer til at lave fejl. Det er det, der gør os menneskelige. Men vores forpligtelse til jer, nu og altid, er, at vi er i overensstemmelse med de værdier, som har inspireret vores produkter helt fra begyndelsen. For det, vi deler med verden, er intet, hvis vores brugere ikke stoler på det. 

Til alle jer, der er med her i dag: Bliv ved med at skubbe os alle i den rigtige retning. Bliv ved med at sætte høje standarder, som prioriterer anonymitet. Og tag nye og nødvendige skridt for at forbedre det, der ikke virker.

Vi har gjort fremskridt sammen, og vi skal nå endnu længere. For tiden er altid inde til at være frygtløs og modig til gavn for en verden, hvor, som Giovanni Buttarelli sagde, teknologi står i menneskets tjeneste og ikke omvendt. 

Tak for opmærksomheden. 

Senere på foråret frigives en ny version af iOS 14, der effektivt skal stoppe overvågningen af dig på nettet. Fremover beslutter du nemlig selv, om du vil tillade apps og tjenester at følge dig, når du laver andre ting på nettet. Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix Teknologi Nu får du magten tilbage på nettet

- Bliv ved med at sætte høje standarder, som prioriterer anonymitet. Og tag nye og nødvendige skridt for at forbedre det, der ikke virker, lød hans appel til europæiske toppolitikere, men også de mange almindelige brugere der er ofre for datapiraternes hærgen.

- Fakta er, at et komplet økosystem af virksomheder og datahandlere, leverandører af fake news og fortalere for splittelse, trackere og krejlere, som bare vil tjene hurtige penge, nu er mere tilstedeværende i vores liv end nogensinde før, lød det også fra Tim Cook.

- Og det har aldrig stået mere klart, hvordan dette for det første forringer vores grundlæggende ret til anonymitet og som konsekvens deraf, vores sociale struktur.

Hans udfald mod konkurrenterne, der lever af at udnytte og nogle gange misbruge brugernes data, er langt fra det første. Og hos Facebook, der er et af hovedmålene for kritikken, har sagen vakt topchef Mark Zuckerbergs vrede.

Senest har han i forbindelse med aflæggelsen af 2020-regnskabet med endnu et gigantisk overskud (179 milliarder kroner, red.) forudsagt, at kampen med Apple kun lige er begyndt. Og at der vil komme flere sammenstød - måske som en sag mod Apple i retten.

Artiklen fortsætter under boksen...

Teknologi Facebook i panik: Angriber Apple

Et hædersmærke
Kampen ser Tim Cook frem til at fortsætte, selvom han og Apple bliver skudt i skoen, at de bare vil sælge noget udstyr og derfor ikke har brug for at høste brugernes data. Den kritik ser han nemlig som et ægte hædersmærke:

- Hvis en virksomhed er bygget på at vildlede brugere, på dataudnyttelse, på valg, som slet ikke er valg, så fortjener den ikke vores ros. Den kræver forbedring.

- Du må gerne kalde os naive. Men vi mener stadig, at teknologi lavet af mennesker til mennesker, og med menneskers velvære i fokus, er et værktøj, der er for værdifuldt at smide væk. Vi mener stadig, at den bedste målestok for teknologi er de liv, den forbedrer.


Du kan se hele talen her. Video: YouYube

Sagen er særdeles pinlig for Facebook, der igen ikke er i stand til at beskytte brugernes data ordentligt. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix Teknologi Kæmpe Facebook-læk: Sælger dit telefonnummer

Google rasende: Vi er ikke pirater

De seneste uger har debatten om Google raset. Både i udlandet men også herhjemme hvor danske politikere og medier stiller samme krav til søgegiganten: Betal en fair pris når I tjener penge på at udnytte indhold, som andre har lavet.

Debatten har også ramt min mailboks med flere vrede kommentarer fra firmaets danske kommunikationschef Jesper Vangkilde, der har travlt for tiden. Både med at placere interviews med Google-chefer de rigtige steder. Men også med at angribe medier og journalister der som mig ikke udlægger historien om Google på den måde, som han mener er rigtig.

Det er særligt mit brug af betegnelsen 'datapirater', han er faret i flint over. Google vil slet ikke i samme kasse som Facebook. Det er faktisk injurierende at kalde Google for en datapirat, mener han.

Den lader vil lige stå et øjeblik...

...for hvis nogen er datapirater med dets gennemførte udnyttelse af brugernes private data, grove manipulering af algoritmer til at fremme ekstremt indhold og eminente evne til at placere sig under det skatteniveau, som andre firmaer i Danmark er nødt til at ligge på, så er det netop Google.

For de særligt interesserede kan man herunder læse, hvad Googles 'talepapir' ifølge kommunikationschefen er, når firmaet bliver angrebet for at være meget langt fra sit oprindelige udgangspunkt 'Do no evil':

Medierne bestemmer selv, om de vil indekseres i Googles søgemaskine

Hvis et medie ønsker, at en af deres artikler optræder på Google, bliver artiklens overskrift omsat til et blåt link, som leder læseren videre til hele artiklen på mediets egen hjemmeside, fx Politiken.dk. Alene i Europa sender vi Google-brugere til nyhedhjemmesider 8 milliarder gange hver måned. Det er 3.000 klik i sekundet. Og klik er penge, fordi det giver udgivere mulighed for fx at vise annoncer ved siden af artiklen på deres egen hjemmeside. På den måde er tilstedeværelse på Google ikke alene gratis reklame, men trafikken er også en klar indtægtskilde for medierne. Mediernes beskyldninger om, at Google ‘stjæler’ deres indhold er derfor simpelthen forkert.

For Google er nyhedsindhold ikke nogen nævneværdig forretning

Søgninger med relation til nyheder tegner sig for under 2 procent af alle Googlesøgninger i Danmark. Dertil kommer, at der som regel ikke kører annoncer på nyhedsindhold, men på kommercielle varer, som virksomheder gerne vil bruge penge på at få solgt. Populært sagt er der annoncer på blomster, men ikke Brexit. Derfor er hele ideen om, at Google skulle tjene styrtende med penge på mediernes nyheder, helt forkert.

Google betaler ikke for blå links - og det er ikke vejen frem

At kræve betaling for links, som man gør i Australien lige nu, bryder med hele den måde, det lovlige internet fungerer på: Et åbent forum, hvor man deler anbefalinger, henviser til godt indhold og linker til hinanden. Derfor vil et sådan forslag også gøre selve ideen om en søgemaskine umulig, fordi det i bund og grund er et biblioteksindeks, der henviser til andre hjemmesider. Det vil være den forkerte vej at gå, og internettets opfinder, Tim Berners-Lee, har derfor også kraftigt advaret imod det.

Google er klar til at lancere ny tjeneste, som tilbyder danske medier betaling for mere indhold

Vi er fuldkommen enige med mediecheferne i, at uafhængig, kritisk og troværdig journalistik er essentielt for det danske demokrati. Vi er også enige i, at dansk indholdsproduktion er så vigtig, at det bør beskyttes og hjælpes frem i en digital tidsalder. Nu tilbyder vi også danske medier at betale dem for at fremvise en udvidet del af deres indhold. Det sker i form af tjenesten News Showcase, som vi allerede har indgået aftale om med i alt 450 udgivelser i 12 lande. Senest i Frankrig, hvor vi har aftalt med den franske medieorganisation, at Google betaler medierne for større uddrag af deres indhold på Google News. Det er således ikke korrekt, når enkelte danske mediechefer siger, at Google betaler for links i Frankrig (eller nogen andre steder).

Derudover har Google givet 19 mio. kroner i udviklingslegater og senest godt 2 mio. kroner i coronastøtte til store og små danske medier.

Kilde: Mail fra Googles danske kommunikationschef, 29. jan. 2021 klokken 01.27

Prislinks i artiklen

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager vi en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen

34 kommentarer
Vis kommentarer