Der er store forandringer på vej i både iPhones og MacBook-serien, skriver Bloombergs altid velinformerede Mark Gurman.
De overraskende nyheder er, at Apple angiveligt er tæt på at give sig på flere punkter, hvor firmaet insisterer på at have lavet en forbedring. Men hvor brugerne, der som bekendt er de vigtigste, oplever 'fremskridtet' som en klar forringelse.
Det så vi med tastaturerne i MacBook-computerne, der var fladere og ifølge Apple smartere, men som ikke kunne holde til almindeligt brug. Her er Apple gået tilbage til det oprindelige og bedre design.
Farvel Touch Bar - goddag MagSafe
Og nu er den hadede Touch Bar så på vej ud, skriver Mark Gurman.
Det er den lille OLED-skærm i toppen af tastaturet på MacBook Pro-serien, som talrige kunder - inklusiv undertegnede - aldrig har set som andet end en smart, men reelt ubrugelig gimmick.
Det var også ufatteligt, at Apple fjernede MagSafe-funktionen på sine bærbare, der sikrede mod, at man ved en fejl hev i ledningen til computeren og trak den ud over kanten på bordet.
Når der senere i år ventes at blive lanceret både en 14 og en 16 tommers MacBook-model med den lynhurtige M1-processor (i en endnu hurtigere version, red.), kan både MagSafe være tilbage. Og Touch Bar'en forsvundet.
Touch ID tilbage
Også brugerne af iPhones kan forvente ændringer og måske allerede i år.
Her vurderer kilder tæt på Apple, at Touch ID placeret under displayet er på vej som et alternativ til Face ID. Sidstnævnte har nemlig givet brugerne mange problemer i en tid, hvor man ofte har en maske på.
Samtidig er det ikke alle, der føler sig trygge ved, at telefonen gemmer en ansigtsscanning, trods Apples løfter om at alt er sikret og gemt på telefonen.
Foldbar iPhone - men ikke nu
Fingeraftryk under skærmen er dog ikke en stor nyhed i 'telefonland', da funktionen allerede i dag findes i en række Android-modeller. Og det bliver heller ikke en stor nyhed, hvis Apple som forventet har en foldbar telefon på vej.
Nyheden vil i stedet være, hvordan Apple bruger teknologien, da de er kendt for at være sent på den med ny teknologi, som andre produkter allerede har, men ofte bruger den bedre end andre.
Foldbare telefoner fra Apple skal du i øvrigt vente adskillige år med at få i hænderne. Indtil videre er det ifølge Bloomberg og andre techmedier alene selve displayet, Apple arbejder med. Mens telefonen, som displayet skal sidde i, fortsat ikke er udviklet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.