JAAAAA: Nu virker din PlayStation igen!

Græd af glæde og dans nøgen rundt: Sony har netop genåbnet PlayStation Network i Danmark

25 dage skulle Sony bruge for at komme sig over det hacker-angreb, der lukkede for onlinetjenesterne PlayStation Network og Qriocity 20. april.

Klokken 21 søndag aften genåbnede tjenesterne, så de multiplayer-hungrende PS3-ejere igen kan gå online via konsollen.

Og det er noget, som fans af Sony PlayStation Danmark på Facebook virkelig kan bruge til noget. Der fældes tårer, danses nøgen rundt, takkes og sendes hjerter til Sony.

Det største problem for brugerne virker umiddelbart til at være kodeordet. Du er nemlig tvunget til at ændre det, når du igen logger på - og det har flere glemt. Alligevel er 15. maj nok en glædens dag for de fleste PS3-ejere.

Som ekstrabladet.dk skrev tidligere i dag, virker PlayStations EU-side til gengæld stadig ikke. Men på Twitter kan du følge genåbningen på den oficielle PlayStation-blog. Mange af beskederne indeholder dog links til den nedbrudte side, så dér er ikke meget hjælp at hente.

Så venter vi bare spændt på det voldsomme 'Call of Duty: Modern Warfare 3.' Se de første teaser-trailere her!