Forbrugerråd: Apple skal punge ud til danske forældre

Apple i USA vil erstatte højt børneforbrug på App Store. Danskere skal ikke snydes, mener Forbrugerrådet Tænk

Apple har accepteret at betale penge tilbage til amerikanske forældre, hvis deres børn har brugt penge på App Store uden forældrenes viden. (Foto: AP)
Apple har accepteret at betale penge tilbage til amerikanske forældre, hvis deres børn har brugt penge på App Store uden forældrenes viden. (Foto: AP)

Amerikanske forældre vil få penge tilbage af it-giganten Apple, hvis deres børn har brugt penge på spil i App Store, uden at forældrene ved det.

Forbrugerrådet Tænk håber nu på, at Apple vil punge ud over for danske forældre i samme situation.

- Det er efter vores mening ikke god markedsføringsskik at tilbyde spil til børn, hvor de enkelte varer kan koste flere hundrede kroner og kan købes uden, at der opkræves en betalingskode inden de konkrete køb, siger Anja Philip i en pressemeddelelse.

Medlemsorganisationen har nemlig set flere lignende sager i Danmark.

Apple skal betale erstatning for børns køb af apps

Eksempelvis når børn køber 'virtuelle heste' og 'digitale sværd' i spil, eller at de køber sig adgang til at spille på et højere niveau på deres smartphones.

Apple har indgået forlig med den amerikanske handelskommission FTC om, at it-virksomheden skal betale over 178 millioner kroner til amerikanske forældre.

Problemet med et højt børneforbrug på smartphones er, at når man er logget ind på App Store, kan børnene købe spil i 15 minutter efter - uden adgangskode. Denne mulighed lukker Apple nu for.

Danskere har også fået penge retur fra App Store

Anja Philip mener, at der skal ændres nogle ting ved spillene, så forældre undgår en gigantisk regning, hvis børnene låner deres iPhone eller iPad.

- Spilbranchen bør i spil, som også bruges af børn, opkræve en betalingskode inden hver eneste konkrete køb eller indføre en grænse på nogle få hundrede kroner, som man kan købe op til, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk satser på Forbrugerombudsmandens opbakning, da afgørelser i lignende sager er faldet til forbrugerens fordel.

De har blandt andet opfordret Forbrugerombudsmanden til at kigge på Microsofts spillekonsol Xbox for lignende sager om et højt børneforbrug.