11 grunde til at droppe Facebook i 2014

De unge meldes allerede på vej væk fra det sociale medie - og måske er tiden også kommet for dig

Facebook har stadig et solidt greb i danskerne, men de helt unge brugere er ikke helt så aktive, som de har været, og måske er det sociale medie slet ikke så hot, som det har været. (Foto: Thomas Borberg)
Facebook har stadig et solidt greb i danskerne, men de helt unge brugere er ikke helt så aktive, som de har været, og måske er det sociale medie slet ikke så hot, som det har været. (Foto: Thomas Borberg)

Teenagernes brug af Facebook er ude i frit fald, hvis man skal tro eksperterne, og Facebook gik for et par måneder siden så langt som til at erkende, at man havde noteret sig ' et fald i teenagernes daglige brug af Facebook'.

Teenagere siger farvel til Facebook

Tendensen kan fortsætte i 2014, og faktisk kunne man i december opleve flere bloggere (læs blandt andet en af de danske her og Huffington Posts her) tale åbent om, hvorfor man bør drosle ned på sin Facebook-tilstedeværelse, hvis man ikke ligefrem skal droppe det sociale medie fuldstændigt.

Trendforskere går så langt som til at tale om en direkte modreaktion på sociale medier. Blandt andre har bilproducenten Ford udarbejdet en trendrapport for 2014, og på listen står blandt andet øget fokus på autenticitet, fordybelse og nærvær. Formentlig på bekostning af tiden brugt på sociale medier.

- Vi kan ikke vende ryggen til teknologien, men det er interessant, at den konstant accelererende teknologiske udvikling også har startet en ny, stærk modkultur, der handler om refleksion, konstaterede Fords fremtids- og trendmanager Sheryl Connelly i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

- Forbrugerne vil genoverveje deres forhold til teknologien i 2014, forsøge at balancere behovet for at være konstant online og et stigende behov for at bruge kvalitetstid offline.

Et fuldstændigt brud med eksempelvis Facebook vil dog for nogle være et grænseoverskridende skridt på højde med at skodde den sidste cigaret eller smide ti kilo inden bikinisæsonen.

Sådan fjerner du dig selv fra Facebook

Nu kan du jo være en af dem, der faktisk er utrolig glade for at være på Facebook, og så kan du roligt stoppe læsningen her. Hvis ikke, men savner nogle grunde til at fastholde et nytårsforsæt om at droppe eller bare drosle ned på Facebook i 2014, så er her 11 af slagsen.

1. Ligegyldighederne står i kø
En undersøgelse foretaget af Survey Sampling International tidligere i år med deltagelse af blandt andet danske respondenter afslørede, at mange er trætte af 'for hyppige' og for 'ligegyldige' opdateringer om, hvad andre mennesker går og laver.

Ti statusopdateringer du hader på Facebook

Du har formentligt gjort dit til at irritere dine venner med billeder af mad/børn/badestrand, og hvorfor overhovedet bruge tid på at dele billederne eller opdateringen om, at du lige har spist frokost med din veninde, når nu ingen af dine venner er interesseret i dem?

Dine venner hader dem: Drop nu de selfies

2. Du har jo i virkeligheden slet ikke 200 venner
Antallet af venner, som Facebook-brugerne har i gennemsnit, er størst i aldersgruppen 18-24 år, men set på tværs af aldersgrupper, så sniger antallet sig alligevel op over 200. Ville du overhovedet bruge tid på alle dem, hvis du ikke havde Facebook?

3. De gamle kigger med
Der var engang, hvor Facebook var for dine jævnaldrende. Et sted, hvor man kunne være både sjov og plat. Nu er ikke bare dine forældre, men også dine bedsteforældre kommet på Facebook og helt ærligt, så er der grænser for, hvad man har lyst til, at de skal vide, ikke ...

4. De deler billeder, som du helst vil undgå
De mener det godt, men når forældre og bedsteforældre begynder at poste billeder af dig som baby, i din første teenagebrandert eller med ekskæresten, som de stadig savner, så begynder det at blive lige pinligt nok.

5. Facebook gør dig ulykkelig
Når man læser andre folks statusopdateringer, så kunne man få det indtryk, at alle i det store hele har det godt. Undersøgelser har vist, at folk, der bruger Facebook flittigt, tror, at alle andre er mere lykkelig end dem selv. Konsekvensen er, at de selv er mere ulykkelige end gennemsnittet.

- Da de fleste lægger fotos ud med dem selv som glade, bliver der skabt en illusion om udbredt lykke, da man ikke ser personernes liv i deres helhed, konstarerede Leif Denti ved Göteborg Universitet tidligere i år, efter at en undersøgelse havde afsløret, at blandt andet lavtuddannede og lavtlønnede kvinder, som anvender Facebook, ofte er mindre lykkelige og tilfredse.

Facebook gør os ulykkelige

6. Du aner ikke, hvordan dine venner har det
Når nu de fleste er gode til at male glansbilleder af sig selv, og mange i høj grad holder kontakten via Facebook frem for et telefonopkald eller et møde over en kop kaffe, så er det slet ikke sikkert, at du ved, hvad der i virkeligheden foregår i vennens eller venindens liv.

7. Tiden flyver
Facebook lægger i gennemsnit beslag på mere end ni timer om måneden, hvilket bliver til over 100 timer om året svarende til fire hele døgn ...

8. Like-whore
Du har svært ved at holde fokus på dit arbejde, for du har har lige skrevet en virkelig sjov statusopdatering, og så er der jo ikke noget bedre end at blive krediteret for den. Faktisk kan du slet ikke lade være med at tjekke hver hele og halve time, hvor mange der har klikket like på den.

9. Facebook ved mere om dig end nogen anden
Facebook lever af annoncer, og derfor skal de helst vide så meget som overhovedet muligt om deres brugere. Det er mange puslebrikker om hver enkelt bruger, men til gengæld kan det give et detaljeret billede af dig, som du nok helst havde holdt for dig selv.

10. Facebook vil vide, hvad du IKKE skriver
Det kan gå hen og blive endnu værre, for Facebook er faktisk også interesseret i de ting, som du IKKE skriver i statusopdateringerne. Altså de ting, som du har skrevet, men sletter igen, inden du slår det op på væggen. Facebook har allerede gjort forsøget, hvor de kiggede små fire millioner brugere over skulderen. Hvad du selvcensurerer føjer yderligere brikker til billedet af dig.

11. Reklamerne tager overhånd
Når nu Facebook efterhånden ved det meste om dig, så skal det også udnyttes, og derfor bliver du udsat for reklamer. Det bliver ikke mindre fremover. Facebook er i fuld gang med at rulle videoreklamer ud, så i 2014 dukker de også op i dit nyhedsfeed. Heldigvis bliver det i første omgang uden lyd, medmindre du klikker på annoncen.

Nu kommer videoreklamer på Facebook