Beoplay M5 er navnet på en ny højttaler fra B&O Play, der blev lanceret i dag.
Det flittige vildskud fra Bang & Olufsen, som B&O Play er blevet, har de seneste år sat markante fingeraftryk på teknologibranchen med både unge og innovative hovedtelefoner og højttalere. Og M5 er bestemt ingen undtagelse.
Styres fra toppen
Højttaleren skyder lyden ud i 360 grader omkring sig selv og har som noget helt særligt en speciel 'styreskive' i toppen.
Når du drejer den, reguleres volumen. Trykker du på den, kan lyden stoppes eller sættes i gang. Du kan også trykke for at parre højttaleren trådløst med en lydkilde.
DOKUMENTATION: Her er alle specs
Har Chromecast indbygget
Beoplay M5 er designet af danske Cecilie Manz, der også står bag Beoplay A2, Beolit 15 og Beoplay A1.
Den nye højttaler er til salg fra i dag - pris: 4499 kroner.
Til den pris er også indbygget Chromecast og mulighed for at koble højttaleren sammen med andre M5'ere, Beoplay A6 og Beoplay A9.
Du kan også skabe trådløs kontakt via Bluetooth, AirPlay, Spotify Connect eller Bang & Olufsens Beolink Multiroom-system.
Tip om Tech? Mail til tech@eb.dk