Danskernes farlige vane: Deler passwords med hinanden

Kan give alvorlige problemer, hvis passwordet er genbrugt fra andre, vigtigere tjenester

Det er fristende at dele passwords til streamingtjenester, men tænk dig godt om, før du gør det. Foto: Elise Amendola/AP
Det er fristende at dele passwords til streamingtjenester, men tænk dig godt om, før du gør det. Foto: Elise Amendola/AP

Hver fjerde dansker har delt deres passwords til en streamingtjeneste. Og blandt de yngste er tallet 41 procent.

Det afslører en rundspørge, som YouGov har lavet blandt 2000 danskere for bredbåndsudbyderen Stofa.

Mens det måske giver logik at være flere om den samme streamingtjeneste, kan det udløse en alvorlig 'digital hovedpine', hvis man genbruger et password fra andre, vigtigere tjenester.

Gør du det - og oven i købet genbruger samme brugernavn - åbner du bogstaveligt talt døren til dit digitale liv for hackere.

Dansk spioncenter: Sådan lærer du at huske et svært password

Genbrug aldrig passwords
Den nemmeste løsning er naturligvis at lade være med at dele passwords med andre.

Men en anden og lige så effektiv metode er at følge det vigtigste råd om it-sikkerhed: genbrug aldrig passwords og brugernavne på forskellige tjenester.

Du kan også beskytte dine vigtigste konti med to-faktor-bekræftelse. Og naturligvis bruge passwords der er svære at knække.

Få flere gode råd herunder:

12 gode råd om IT-sikkerhed

1 Klik med omtanke. Slå hjernen til når du modtager en mærkelig besked, der ser ud til at komme fra din bank, Postnord eller andre, der vil have dit brugernavn og password. Er du i tvivl, så tast selv adressen til for eksempel banken ind i stedet for at klikke på linket.

2 Benyt ekstra koder. Hvis du har mulighed for at slå to-faktor bekræftelse til på en nettjeneste så brug funktionen. Facebook, iTunes, Twitter og Gmail er blandt dem, der i dag tilbyder at sende dig en ekstra kode via sms eller en alternativ mailadresse. Uden koden kan man ikke misbruge dit brugernavn og password på en fremmed computer.

3 Genbrug aldrig. Nettets største dumhed er at bruge samme password og brugernavn overalt. Gør du det, er du hackernes nemmeste offer. For så skal de blot finde dine koder på en usikker tjeneste og teste dem på en række andre kendte hjemmesider. Skift jævnligt password.

4 Opdater din software. Hold styresystemet på dine enheder opdateret, men husk også at opdatere de programmer, du bruger. Hvis hackere finder ud af, at du bruger gammel software, kan de nemt udnytte et sikkerhedshul og trænge ind på din computer, tablet eller smartphone.

5 Brug app mod it-svindel. Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden driver app'en 'Mit digitale selvforsvar'. Ideen er blandt andet, at du kan blive advaret mod aktuelle trusler, når de opstår. Du kan finde app'en til både iPhone og Android.

6 Beskyt dig teknisk. Det kan være en god investering at have et nyere antivirusprogram og en firewall. Sidstnævnte er en slags digital bodyguard, der advarer dig, hvis der sker mistænkelige aktiviteter på din enhed.

7 Pas på offentlige computere. Tjekker du personlige nettjenester som din mail eller netbanken på en offentlig computer, for eksempel biblioteket, risikerer du, at andre følger med i din kommunikation. Log altid ordentligt ud af offentlige computere, når du forlader dem.

8 Undgå ukendte netværk. Trådløse gratis netværk på ferien eller andre steder i det offentlige rum er fristende, men også en stor risiko. Hvis du kommunikerer ukrypteret på nettet og logger på et gratis Wi-Fi-netværk, kan din trafik blive sendt igennem en hackers trådløse netværk og opsnappes.

9 Krypter dit internet. Dit private trådløse internet kan være en vej ind på din computer. Uden kode på dit netværk risikerer du også at blive misbrugt til ulovlig trafik, der føres tilbage til dig. Slå derfor krypteringen til på Wi-Fi-routeren og vælg et avanceret password.

10 Skjul dine oplysninger. Deler du private oplysninger som CPR-nummer, præcis adresse, mailadresse og andre data på nettet, følger hackerne med. Særligt de sociale netværk kan være en fælde, fordi du føler dig tryg – men hackerne ved godt, hvor de skal lede efter brugbare oplysninger.

11 Skrald kan afsløre dig. Fysiske breve med koder og personlige data om dig skal destrueres, inden du smider dem i skraldespanden. Krøller du bare papirerne sammen, er de nemme at samle sammen og snage i. Husk også at låse din fysiske postkasse.

12 Reager omgående. Hvis det går galt, eller du har en mistanke om, at du er blevet hacket, så reager omgående. Få spærret kreditkort og andet af værdi, som du frygter er blevet opsnappet. Brug professionelle værktøjer til at fjerne hackernes software og beskyt dig bedre.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.