At vælge den rigtige skærm til kontoret har indtil coronaen sidste år været et problem, som arbejdspladsen tog sig af for rigtig mange kontormus.
Og selvom mange ansatte nu er endt på et mere eller mindre ufrivilligt hjemmekontor - og har fået skærmen fra arbejdet med sig under armen - er valget af den rigtige skærm, der både er plads til, og som passer ind i hjemmet, blevet et emne, flere skal forholde sig til.
De kommende uger tester Ekstra Bladet derfor en række skærme i mellemklassen, der ikke er de dyreste, men heller ikke de mest simple eller mindst skærme. Netop det krav lever dagens testmodel, Dells nyeste 27 tommers QHD-skærm, C2722DE, i den grad op til.
Moderne og let design
Med en udsalgspris på p.t. lidt over 4600 kroner er der nemlig blevet råd til ikke alene at bygge den i rigtig gode materialer, men også at sætte en designer eller to til at gøre sig nogle kvalificerede tanker.
Således er skærmen allerede ved udpakningen (næsten) gennemtænkt.
Den er enkel at samle, dog med det forbehold at man skal lægge skærmen ned eller bøje sig meget for at koble de medfølgende kabler til. Det kunne have været nemmere.
Designet er derimod moderne og let - det er en skærm, man godt gider have stående derhjemme.
Billig iPhone? Den skal du vælge
Artiklen fortsætter under boksen...
Smarte funktioner
Resten er på samme måde helt efter bogen.
Når kablerne først er sat i, reagerer skærmen, som den skal og udfører de kommandoer, man for eksempel kan foretage på et panel på forsiden.
Her er det for eksempel muligt at aktivere Microsoft Teams, skrue op og ned for volumen eller slukke for mikrofonen.
Apropos mikrofon så sidder den integreret sammen med det indbyggede webkamera i toppen af skærmen. Når kameraet er skubbet ned, afbrydes mikrofonen automatisk. Omvendt er kamera og mikrofon klar i samme øjeblik, du trykker let på kameraenheden, og den 'popper' op i toppen.
Både billedkvalitet, lyden fra mikrofonen og de indbyggede højttalere er gode uden at være prangende. Der er ifølge Dell indbygget en anti-ekko-funktion i skærmen, som nogle dagligt kæmper med, når andre mødedeltagere beder hinanden om at slukke for mikrofonen.
Under vores ugelange test virkede denne funktion perfekt, selvom det jo altid er mest høfligt at slukke for mikrofonen - ekko eller ej.
Her er dommen
Det vigtigste i en computerskærm er naturligvis billedkvaliteten, som er absolut godkendt i Dell C2722DE.
Jeg kan godt lide, at skærmen lige ud af kassen ikke havde behov for at blive indstillet. Den er fint kalibreret, lysstærk og gengiver farverne flot. Skærmens skarphed og dermed opløsning er også rigtig fint, hvilket den skal være til prisen.
Hvis jeg selv var på jagt efter en ekstra skærm til hjemmet lige nu, er jeg derfor ikke i tvivl om, at modellen her er mere end bare 'god nok'. Nej, den er ikke perfekt - men til prisen skal den altså højt op på listen over muligheder til dit 2021-hjemmekontor.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.