Downloader du film ulovligt? Nu er du jaget vildt

Breve om ulovlige downloads af film er helt i orden, mener både Advokatnævnet og Forbrugerombudsmanden - og det er dyrt at ignorere brevene

TIP OS: Kender du mere til sagen eller lignende forhold? Send os en mail eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Siger navnet Opus Advokaterne dig noget?

Hvis ja, har du sandsynligvis modtaget et brev i år eller tidligere, hvor firmaet - eller andre advokatfirmaer - forlanger penge for ulovlig download eller deling af en film.

Firmaet har flere gange været udsat for kritik for sine metoder, hvor modtagerne af brevene har følt sig truet til at betale for film, de aldrig har downloadet.

- Det er absurd, at advokatfirmaerne går efter den enkelte forbruger på den måde - og at nogle føler sig presset til at betale, selvom de måske er uskyldige, har vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, tidligere udtalt til Finans.

Ulovlige downloads: Tusindvis har fået dette dyre brev

Hvad tænker du om advokaternes breve?

Brevene følger god advokatskik
Men nu har både Advokatnævnet og senest Forbrugerombudsmanden bakket op om metoderne:

'Forbrugerombudsmanden lukker nu sager om klager over advokatfirmaer, som har sendt forbrugere opkrævninger for ulovligt downloadede/delte film,' skriver ombudsmanden tirsdag formiddag i en meddelelse om sagen.

'Advokatnævnet har afgjort seks sager, hvor forbrugerne havde henvendt sig til Forbrugerombudsmanden, og Nævnet kom frem til, at brevene ikke var i strid med god advokatskik.'

Opus Advokaterne har ligeledes vundet en sag i pressenævnet, efter firmaet klagede over pressens omtale af metoderne.

Anklaget Popcorn Time-bruger delte sit internet: Ikke mit ansvar

Første dom er faldet
Der er netop faldet dom i en af disse sager, som blev ført af advokatfirmaet Njor Law Firm.

Her skal den dømte betale 5000 kroner plus 1560 kroner i sagsomkostninger for ulovlig download af en enkelt film.

Ifølge advokatfirmaet forberedes en andre række retssager mod dem, der har nægtet at betale det krævede beløb - typisk nogle tusinde kroner pr. film.

Hos Njor Law Firm overvejer man efter dommen at hæve 'standardprisen' i sine fremtidige krav mod personer, man mener har downloadet film ulovligt.

Har du fået et brev: Det kan du gøre

Forbrugerombudsmanden giver disse råd til danskere, der modtager et krav om betaling for ulovlig download eller deling af en film:

Kontakt advokatfirmaet

Forbrugerombudsmanden opfordrer alle forbrugere, der ikke mener at have downloadet eller delt filmene, til straks at kontakte advokatfirmaet og oplyse, at de ikke har downloadet de påståede film.

Sikre din wifi-forbindelse

Hvis du ikke har beskyttet dit netværk med en kode, er det en god idé, at få sat sådan en kode på, så uvedkommende ikke kan få adgang til dit netværk. Hvis ikke du har en kode på, kan alle få adgang til dit netværk, hvis de er tæt nok på, fx din nabo, underbo m.fl. Din internetudbyder kan hjælpe dig med, hvordan du kan beskytte dit netværk.

Har du allerede beskyttet dit netværk med en kode, kan der være en risiko for, at du er blevet hacket. Derfor kan det være en god idé at ændre passwordet til din router. Din internetudbyder kan hjælpe dig med, hvordan du ændrer dit password.

Kontakt en advokat

Er det ikke nok til at løse sagen, kan du kontakte din egen advokat eller den lokale retshjælp. Den lokale advokatvagt tilbyder desuden gratis hjælp, læs mere om Advokatvagten her.

TIP OS: Kender du mere til sagen eller lignende forhold? Send os en mail eller sms/mms til 1224 (alm. takst)