Fældet af momsregning: Mobilselskab konkurs

Milliongæld fra moms i Norge udløser en konkurs i Mytrendyphone ApS - men det får ikke konsekvenser for webshoppen eller kunderne, vurderer kurator

Fredag morgen var mytrendyphone.dk stadig aktiv. Og konkursen i det oprindelige selskab bag hjemmesiden får ikke konsekvenser for hverken webshop eller kunder, forventer den udpegede kurator. Skærmdump
Fredag morgen var mytrendyphone.dk stadig aktiv. Og konkursen i det oprindelige selskab bag hjemmesiden får ikke konsekvenser for hverken webshop eller kunder, forventer den udpegede kurator. Skærmdump

TIP OS: Kender du mere til sagen som kunde eller ansat? Del din viden i en mail til tech@eb.dk

En af Danmarks bedst kendte sælgere af mobiludstyr, Mytrendyphone ApS, er gået konkurs. Selskabet blev stiftet i 2006 og har i en årrække leveret i millioner af kroner til ejeren.

Ifølge en meddelelse i Statstidende blev beslutningen truffet onsdag af Skifteretten i Hillerød. Begæringen om konkurs er indleveret til retten 15. marts.

Den københavnske advokat Bjørn Wittrup er nu udpeget som kurator og skal de kommende uger forsøge at redde trådene i konkursboet ud.

Han forklarer, at det er en stor momssag i Norge, der har fået Mytrendyphone ApS til at gå konkurs.

- Det er firmaets rådgivers vurdering, at det vil koste en halv million kroner at føre momssagen videre, som man har tabt.

- Selvom ledelsen er uenig i afgørelsen hos de norske skattemyndigheder, har derfor man valgt at gå konkurs, siger Bjørn Wittrup til Ekstra Bladet.

Han understreger, at konkursen efter hans opfattelse ikke får konsekvenser for hverken webshoppen eller kunderne, da det i dag er datterselskabet Mtp.dk ApS - som blev stiftet i 2016 - der driver denne del af forretningen. Og ikke det nu konkursramte og oprindelige selskab i koncernen

Hjemmesiden var derfor fredag formiddag fortsat i drift.

Kendt mobilfirma bløder millioner: Google og Skat kan koste det livet

Måtte massefyre
Begge selskaber ejes af iværksætteren Silvan Popovic og har som nævnt de seneste år været i voldsomme problemer på grund af den store momssag i Norge, men også i Polen. Begge disse momssager er imidlertid 'parkeret' i det nu konkursramte selskab.

I momssagen mener myndighederne i de to lande, at Popovics firma, der altså nu er konkurs, samlet skylder over 20 millioner kroner i moms. Nemlig 11,3 millioner kroner i Norge plus renter. Og 11 millioner kroner med renter i Polen.

Google har angiveligt også gjort det sværere for koncernen at blive fundet på nettet, hvilket ligeledes presser økonomien og har ført til fyringer af over halvdelen af de ansatte.

- Vi aner ikke, hvad vi skal gøre.

- Jeg skal have løst den her gåde, sagde Silvan Popovic i 2018 til Børsen om problemerne med Google.

Silvan Popovic står bag Mytrendyphone ApS, der nu er erklæret konkurs. Han ejer ligeledes en række andre selskaber i Danmark og andre lande, som nu drives videre. Foto: Steen Wrem
Silvan Popovic står bag Mytrendyphone ApS, der nu er erklæret konkurs. Han ejer ligeledes en række andre selskaber i Danmark og andre lande, som nu drives videre. Foto: Steen Wrem
 

Dansk mobilbutik i krise - har fyret halvdelen af medarbejderne

Kæmpe momsregning
Mtp.dk ApS overlever altså, men havde i seneste regnskab en negativ egenkapital på 4,6 millioner kroner.

Men selskabet - og dets kunder på webshoppen - skal ikke frygte, at det nu kommer til at hænge på momsregningen. Også selvom der ifølge regnskabet fra dette selskab er en solidarisk hæftelse for skat med andre selskaber i koncernen.

- Momssagen i Mytrendyphone ApS vurderer jeg at være noget helt andet, som de andre selskaber i koncernen ikke hæfter for, forklarer kurator Bjørn Wittrup til Ekstra Bladet.

Silvan Popovics selskaber er i øvrigt ejet af hans britiske selskab, MTP Invest Limited, som gennem årene har trukket store millionudbytter ud af Danmark.

Konstruktionen er lavet af skattemæssige årsager, har han tidligere fortalt. Det er også dette selskab, der ejer det danske domæne til mytrendyphone.dk.

Ekstra Bladet har fredag formiddag bedt Silvan Popovic om en kommentar til konkursen. Og hvorfor han har valgt at parkere den skyldige momsgæld, så skattevæsenet nu ender med at hænge på regningen.

TIP OS: Kender du mere til sagen som kunde eller ansat? Del din viden i en mail til tech@eb.dk