Falsk besked fra eBoks: Lover dig penge

Endnu en falsk besked er i omløb - den virker troværdig, men er let at afsløre som svindel

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Mandag formiddag florerer igen falske beskeder, som lander i tusindvis af danskeres mailbokse.

Denne gang er det eBoks, der får sit navn og logo misbrugt i beskeden, som umiddelbart virker troværdig. Eller i hvert fald lokkende.

Her får modtagerne nemlig besked på, at de skal logge på deres eBoks, fordi der venter en pengeoverførsel. Men man skal kun kigge lidt efter for at opdage, at der trods det rigtige navn i afsenderen og det rigtige logo er tale om svindel.

Således er mailen, der står som afsender, ikke eBoks, men en adresse der slutter med gmailup.com. Med andre ord er det ikke eBoks, der har sendt beskeden.

Denne besked kan koste dig en formue

Sådan ser beskeden ud.
Sådan ser beskeden ud.

Snydt med NemID: Falsk bankmand mødte op hos Gorm

Farligt link
Endnu mere afslørende bliver det, hvis man sætter cursoren foran det link, som du opfordres til at besøge. Det bliver beskrevet som det rigtige fra eBoks, men klikkes der ender du i stedet på svindlernes falske side.

Beskeden skal naturligvis bare slettes, men ikke glemmes. Den er nemlig endnu et godt eksempel på, hvor udspekuleret digitale svindlere er. Og hvorfor du altid skal lade være med at klikke i links på beskeder, selv når du tror, de er ægte.

Godt råd: Hvis der er brug for at logge ind på eBoks, i din bank eller på andre personlige tjenester så tast selv den rigtige adresse ind. Hvis der faktisk ligger en besked, skal du nok få den. Og hvis ikke så sikrer du dig mod at blive svindlernes næste offer.

Husk også at eBoks, banker og andre aldrig beder dig om de personlige oplysninger, som svindlerne forsøger at narre ud af det. Og slet ikke pinkode fra dine kreditkort, password til tjenester eller billeder og koder fra dit NemID-nøglekort.

Se mere om hvordan man bedst beskytter sig mod falske tilbud og svindel. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

Guide: Her er alle metoderne

Konkurrencer på nettet

Metode: Lokker med eftertragtede gevinster, hvor du kan vinde en iPhone eller måske et kontant beløb.

Det er de ude efter: I nogle tilfælde jagter de dine kreditkortdata, men mange gange handler det om at få mulighed for at spamme dig med reklamer og telefonopkald. Eller endnu værre at få dig til at tegne et svinedyrt abonnement.

Løsning: Hvis du ikke kan gennemskue, hvem der faktisk står bag konkurrencen så hold dig langt væk. Du vinder sjældent andet end bøvl.

Pornoafpresning

Metode: Du får en mail eller sms, hvor du bliver truet til at betale et beløb i den digitale valuta bitcoins. Ellers bliver dit pornoforbrug eller måske en video af dig delt på nettet.

Det er de ude efter: Der er naturligvis ingen video af dig eller andet, der kan bruges. Svindlerne vil bare have penge og bruger for eksempel dit hackede password til at overbevise dig om, at de har adgang til dine data.

Løsning: Du skal aldrig give efter for afpresning. Afbryd enhver kontakt og meld sagen til politiet.

Pakketricket er meget udbredt.
Pakketricket er meget udbredt.

Pakketricket er meget udbredt.

Falske pakkebeskeder

Metode: Kommer ofte som en sms, men også som mails hvor du får at vide, at din pakke er stoppet i tolden eller hos posten. Du kan få den frigivet, hvis du klikker linket og opdaterer din oplysninger eller betaler et mindre beløb.

Det er de ude efter: Pakketricket er en lækkerbisken for digitale svindlere, når de får dig til at aflevere dit kreditkort til dem, hvorefter de tømmer kontoen. Eller personlige oplysninger som NemID der senere kan misbruges til at snyde dig.

Løsning: Slet omgående beskederne. Er du i tvivl om status på en pakke, så tjek direkte på for eksempel Post Danmarks eller andre transportørers officielle hjemmesider.

Falske bankbeskeder

Metode: Igen er det ofte en sms, der dukker op med beskeden om, at din konto er spærret af Nets eller din bank. Du skal bare lige klikke for at opdatere. Ellers bliver dit kreditkort også spærret.

Det er de ude efter: Det er en af de mest udbredte metoder til at sætte skræk i livet på pligtskyldige netbrugere, som nemt lader sig narre til at dele kontooplysninger, NemID eller betalingskort, der kan sikre svindlerne en formue.

Løsning: Slet, slet, slet! Og glem alt om beskeden. Bankerne eller Nets ville aldrig kontakte dig på den måde. Det sker via din netbank eller e-Boksen.

Beskederne presser ofte på for at vise, hvor vigtigt det er, at du omgående klikker og handler.
Beskederne presser ofte på for at vise, hvor vigtigt det er, at du omgående klikker og handler.

Beskederne presser ofte på for at vise, hvor vigtigt det er, at du omgående klikker og handler.

Falske opkald

Metode: De taler flydende dansk og jager nogle gange i større grupper, hvor forskellige svindlere spiller rollen som manden fra bankens eller Nets supportafdeling. Og andre spiller mandens chef, der bekræfter, at noget er helt galt.

Det er de ude efter: Ved at ringe op på dit telefonnummer og måske præsentere dig for personlige oplysninger, de tidligere har hacket om dig, virker kaldet meget overbevisende. Når man samtidig bliver presset i telefonen af ’bankmanden’, der fortæller, at ens konto er ved at blive tømt af svindlere, er man et nemt offer, der straks overgiver både pinkoder og NemID til de rigtige svindlere.

Løsning: Du skal aldrig dele hverken pinkoder, NemID eller andre personlige oplysninger i telefonen. Og uanset om de kalder sig fra banken, politiet eller kommunen så afslut samtalen hurtigt og bestemt, hvis du har den mindste følelse af, at noget er galt. Ring selv direkte til for eksempel bankens rigtige nummer og spørg, om de vil i kontakt med dig.

Uønsket pc-support

Metode: Dette er klassikeren inden for svindel. Du bliver ringet op af en mand fra Microsoft, Apple eller et andet techfirma, der har fundet ud af, at der er problemer med din computer. Eller som lige vil hjælpe dig med at rense din computer.

Det er de ude efter: At få dig til at tegne et dyrt abonnement eller bare hæve et stort beløb på din konto for en uønsket og ganske ubrugelig ’service’. I nogle tilfælde bruger de adgangen til computeren til at lægge virus på din computer, som du så skal betale dem for at fjerne igen.

Løsning: Du skal omgående smide røret på. Og i øvrigt aldrig give fremmede, der uopfordret kontakter dig, fjernadgang til din computer. Det svarer til, at du lukker tyvene ind i dit hjem og giver dem en reservenøgle.

Her ligner den falske besked noget, der kommer fra en bank.
Her ligner den falske besked noget, der kommer fra en bank.

Her ligner den falske besked noget, der kommer fra en bank.

Falske hjemmesider

Metode: Ekstra Bladets, men også kendte hjemmesider fra offentlige myndigheder er et yndet mål for svindlerne, der laver hjemmesider med næsten samme webadresse som den rigtige og som visuelt er en kopi.

Det er de ude efter: Hvis du tror, at du er inde på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, er det nemmere at få dig til at udfylde en formular med for eksempel dit NemID, så du kan bliver ’opdateret’ om den seneste corona status.

Løsning: Du ender typisk på disse hjemmesider, fordi du har klikket dig videre fra en falsk besked eller et lovende opslag på Facebook. Men i samme øjeblik du ser, at du skal aflevere NemID på Ekstra Bladets hjemmeside eller taste andre ting ind på andre sider, som har en forkert webadresse, skal du naturligvis stoppe og fordufte.

Svindlere på hjemmebesøg

Metode: Det seneste år har der været flere eksempler på, at digitale svindlere går ud i den virkelige verden og besøger deres ofre. For eksempel under dække af at være fra politiet, banken eller en anden myndighed.

Det er de ude efter: De vil ind i dit hjem for at udspørge dig om dine personlige oplysninger, helt som det foregår på telefonen og på websider. Eller også vil de have fingrene i dit NemID og dine koder ved at lokke dig til at vise papirerne frem.

Løsning: Uanset om det er en såkaldt politibetjent, læge eller bankmand, der uopfordret dukker op, så være meget skeptisk. De rigtige myndighedspersoner spørger ikke efter dit NemID, pinkoder og kreditkort. Forlang at du kan ringe til for eksempel politiet eller banken, hvis du er i tvivl. Lås hellere en for lidt ind end en for meget.

Nedlåsning af din computer

Metode: Den såkaldte malware er ødelæggende software, der låser dine filer ned og sendes i en mail eller ligger på en hjemmeside. Og du kan kun få filerne tilbage, og din computer åbnet, hvis du betaler et stort beløb i bitcoins.

Det er de ude efter: Penge. Og gerne masser af dem.

Løsning: Når skaden først er sket, og din computer er låst ned, er det for sent. Og nej, du skal ikke betale svindlerne. Gør du det, får du bare svindlerne til at fortsætte. Undgå skaden ved aldrig at klikke på links, downloade og åbne filer på din computer, telefon eller tablet, som du ikke har fuld forståelse for og tillid til.

Arne faldt for 'barnebarns-finten': Snydt for 85.000 kroner

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby