Fornyer billig mobil

OnePlus lancerer prisbillig udgave af Nord-serien på det danske marked

Foto: OnePlus
Foto: OnePlus

Med priser fra 2499 kroner - og maksimalt 3199 kroner - får mobilkøbere på det danske marked fra 21. juni endnu en model, de kan tage med i deres overvejelser.

Her sættes den seneste udgave af OnePlus Nord-serien nemlig til salg under navnet OnePlus Nord CE 5G.

På flere områder er telefonen en fortsættelse af den første Nord-model, som kom ud sidste år. Således har nyheden fortsat 5G, en 90 Hz AMOLED-skærm (6,43 tommer, red.) og et ok kamera og en ditto rimeligt hurtig processor.

Der er alt efter prisniveauet op til 12 gigabyte RAM og 256 gigabyte intern lagerplads i modellen.

Telefonen er også dualsim og har et batteri på 4500 mAh, ligesom der - modsat hos flere mobilproducenter - fortsat følger en 30 watt hurtiglader med i salgskassen.

OnePlus lover, at OnePlus Nord CE 5G får to års opdateringer af styresystemet og tre års sikkerhedsopdateringer.

Derimod har telefonen til prisen ikke en officiel IP-klassificering, der giver en vis sikkerhed for, at den kan klare påvirkningen fra vand og støv.

Du kan finde alle specifikationer her.