De kommende uger vil tusindvis af danskere få en kedelig besked fra deres teleselskab. Prisen på mobilabonnementet stiger, eller servicen falder. I nogle tilfælde begge dele.
Forklaringen er ifølge telebranchen de nye regler for roaming, som den radikale Jens Rohde i flere år har været bannerfører for at få indført. Reglerne træder i kraft 15. juni.
De giver kunderne ret til at bruge deres mobilabonnement til samme pris overalt i EU. Men teleselskaberne vil ikke lege med og hæver nu priserne for at få penge i kassen.
- Politikerne løb ind ad en åben dør med deres regler, fordi priserne allerede var faldet markant over en længere periode. Der var også produkter på markedet, som var rigtig attraktive for kunderne, siger Jakob Willer, der er direktør i brancheorganisationen Teleindustrien.
Se også: Yousee hæver priserne for 800.000 mobilkunder
Gratis koster også penge
- Men den store fejl begik man ved at sige, at nu skal roaming være gratis. For det er ikke gratis for teleselskaberne at tilbyde roaming.
Ifølge Jakob Willer er problemet de takster, som teleselskaberne fortsat skal betale hinanden. I år er prisen 57 kroner pr. gigabyte data, danske mobilkunderne bruger i et fremmed netværk. Alene i år ventes den regning at koste teleselskaberne op mod 300 millioner kroner.
- Det svarer til, at vi alle går ned til bageren og henter gratis wienerbrød. Men han skal betale for æg, mel og sukker.
- Konsekvensen er, at enten holder bagerne op med at producere wienerbrød eller sætter prisen op på franskbrødet. Sådan er det også i teleselskaberne. Det er jo en umulig situation.
EU fjerner sidste barriere for billig mobildata i udlandet
God idé men ringe aftale
Jens Rohdes politiske modstander i Europa-Parlamentet, Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti, er enig i kritikken.
- Jeg er dybt skuffet over, at det her ender med, at den almindelig borger derhjemme får regningen for, at andre rejser rundt i Europa og bruger deres mobiltelefon. For det er jo konsekvensen af aftalen, siger Dohrmann til Ekstra Bladet.
Han er enig i målsætningen bag aftalen, men resultatet er blevet dårligere, end han havde håbet.
- Den konkurrence, der de seneste år er skabt på markedet, viser jo også, at der sagtens kan laves fordelagtige mobilaftaler, uden at EU skal lave regler for det, mener han.
Rohde: - Vi har slagtet en guldkalv
Et skuldertræk og et lettere grin. Det er reaktionen hos Jens Rohde over telebranchens kritik af de nye regler.
- De bruger roamingaftalen som en dårlig undskyldning for at gå ind og hæve deres priser, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.
- Det er jo en ren tilståelsessag, fordi det viser bare, at teleselskaberne i lang tid har kørt et system, hvor man opfatter kunder, der rejser, som en guldkalv. Og som kan malkes efter forgodtbefindende. Nu har kunderne heldigvis muligheden for at reagere og skifte selskab.
Vilde overpriser
Den radikale politiker har siden 2013 målrettet arbejdet for at få fjernet roamingafgifterne. Målet har ifølge ham været at få slagtet guldkalven og begrænset teleselskabernes grådige overpriser, når danskere rejser til andre lande:
- Da jeg tog det her initiativ i 2013, kostede det i gennemsnit danske forbrugere 698 procent over kostprisen at gå på nettet med sin mobil, når de var på ferie.
- Men for mig kan det ikke nytte noget, at vi i en verden med fri bevægelighed begrænser danskerne, fordi mobiltelefonen og netadgang er så integreret en del af vores liv i dag.
- Det er urimeligt, at du ikke kan gøre det uden at blive flået.
Det bliver billigere
Jens Rohde har samtidig en klar opfordring til telebranchen: lev med reglerne.
- Vi har hørt på deres klagesang i mange år. Nu får de det hele på en gang og ved, hvad de har at rette sig efter.
- De krusninger, der er nu, kommer konkurrencen helt af sig selv til at glatte ud. Engrospriserne mellem teleselskaberne falder snart markant. Og da vi har en meget stærk konkurrence på telemarkedet i Danmark, er jeg sikker på, at over tid vil kunderne ikke opleve prisstigninger, men prisfald.
Højere mobilpriser på vej: Sådan vinder du priskrigen
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.