360.000 iPhones solgte Apple de første seks måneder af 2019. Det viser hidtil hemmeligholdte tal, som MereMobil.dk nu kan afsløre.
Tallene stammer fra en fortrolig rapport, som analysefirmaet GfK har lavet. Og normalt er det da også alene firmaer som netop Apple, Samsung og andre i telebranchen, der mod klækkelig betaling kan få lov til at kigge med i tallene.
Med så mange solgte enheder løber blot et halvt års salg af iPhones op i to milliarder kroner, hvilket er mere end salget af Android-enheder giver, selvom der i samme periode blev solgt godt 400.000 af dem.
Ender uden for Danmark
Værdien af en Android-telefon er imidlertid rent økonomisk lavere end en iPhone. Derfor er omsætningen på Android 1,2 milliarder kroner, skriver MereMobil.dk.
Android har - når man måler på styksalget - 53 procent af markedet i Danmark, men Apple har hele 62 procent af markedet, når man måler på omsætningen.
Et tjek af Apples seneste regnskaber, som Ekstra Bladet har lavet, viser i øvrigt, at de mange milliarder strømmer uden om Danmark. Det meste af salget sker nemlig officielt via afdelinger i for eksempel Irland, hvilket er med til at give techgiganten betydelige skattefordele.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.