Holder fugle og børn i kort snor

OVERVÅGNINGSKAMERAER: Trådløse og batteridrevne overvågningskameraer leverer en meget høj kvalitet og er nemme at bruge

Hvem spiser af sofaen? Vores overvågningstest afslørede 'forbryderen'. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

ARLO ULTRA

ARLO PRO 3

Hvem kigger mon med der?

Tanken slår ofte ned i mig, når turen på gåben, cykel eller i bussen går ud i det offentlige rum, hvor der efterhånden er lige så mange overvågningskameraer som paddehatte i en våd skovbund.

Og nej, jeg bryder mig ærligt talt ikke om følelsen af, at de elektroniske øjne kigger med i alt fra trappeskakte til fortorvet foran så godt som alle butikker.

4K eller 2K?
Når det er sagt, er jeg naturligvis ikke blind for effekten af kameraovervågning, der i et vist omfang kan begrænse hærværk, vold og anden uacceptabel opførsel. Og som minimum kan give et ret præcist indblik i, hvad der skete i de sekunder, vi har brug for at vide mere om.

Det er derfor i den ånd, at jeg de seneste uger har testet to kamerasystemer til hjemmet fra Arlo: Ultra og Pro 3.

I grove træk er forskellen, at Ultra kan optage i 4K HDR-opløsning med en lidt bredere vinkel (180 grader), mens Pro 3 optager i 2K HDR (160 graders vinkel). Muligheden for at gemme optagelser via den medfølgende smarthub og wi-fi-standarden er også forskellig på de to systemer.

Der er fortsat mere end 70 procents batteri tilbage, selv efter at kameraet har ’jagtet’ fugle på altanen i over to uger. Men det optager også kun, hvis der dukker en fugl op. Foto: Ekstra Bladet
Der er fortsat mere end 70 procents batteri tilbage, selv efter at kameraet har ’jagtet’ fugle på altanen i over to uger. Men det optager også kun, hvis der dukker en fugl op. Foto: Ekstra Bladet

Ekspert advarer: Denne mobil stjæler dit privatliv

Magnetisk beslag
Fysisk er de to enheder imidlertid ganske ens, og de styres på samme måde via Arlos logisk opbyggede og nemt forståelige app.

Der følger også en smarthub med i købet, når du køber et 'startsæt'. Når den - med en ledning - er sluttet til dit netværk, kan du opsætte din konto og koble et eller flere kameraer til appen.

Også den fysiske opsætning er enkel at gennemføre. Du skal selv montere det medfølgende genopladelige batteri i enheden og sørge for, at det bliver opladt via det særlige magnetiske stik, som Arlo har udviklet til sine nye kameraer.

Både Ultra og Pro 3 oplades trådløst med et særligt stik, som du skal passe godt på. Du kan også sætte kameraet magnetisk fast til det medfølgende vægbeslag. Pr-foto
Både Ultra og Pro 3 oplades trådløst med et særligt stik, som du skal passe godt på. Du kan også sætte kameraet magnetisk fast til det medfølgende vægbeslag. Pr-foto

Måske er det din: Teleselskab spærrer 500 telefoner

Herefter skal du vælge, om du vil placere kameraet på et fast beslag eller på det magnetiske beslag, som det er den anden mulighed i salgskassen.

Vælger du sidstnævnte, er det nemt at tage kameraet ned og sætte det i laderen, når der med flere ugers - måske måneders - mellemrum er brug for en genopladning.

Risikoen er selvfølgelig, at uvedkommende kan tage kameraet ned, så dit valg afhænger helt af brugssituationen. En tredje mulighed er i øvrigt bare at sætte kameraet på for eksempel en hylde, hvilket du nemt kan gøre, da det er fladt i bunden.

Hvem spiser sofaen?
Jeg har jagtet to formål med kameraerne: at afsløre hvem der spiser af vores sofa på altanen. Og holde øje med om en fireårig dreng har brug for hjælp på sit værelse, som ligger på 1. sal i en lejlighed med to etager.

Lad os begynde med fuglene på altanen. I flere år er polstringen i siderne på den ældre sofa, vi bruger der, blevet mindre og mindre. Men hvem er det mon, der år efter år dukker op for at fylde munden og senere en rede med vores sofa?

Det kunne Arlo Ultra uden problemer give os svaret på og dokumenterede det med skarpe billeder og fin lyd. Og vi skulle ikke sidde og følge med på signalet, for både Ultra og Pro 3 har indbygget en algoritme, så man via appen kan få systemet til kun at optage - og slå alarm - hvis et dyr bevæger sig ind foran linsen. Eller et menneske. Eller når der stilles en pakke foran døren.

Der var mere end en enkelt 'bandit' bag sofaspiseriet. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

Algoritme styrer optagelser
Forskellen på de testede kameraer og et overvågningskamera, der er fastmonteret med et kabel til overførsel af signal, er, at Arlo-modellerne som udgangspunkt alene optager, når der sker noget foran dem.

Du kan godt tvinge kameraet til at optage manuelt, men så bruges batteriet noget hurtigere, medmindre du trækker strøm ud til enheden.

Min oplevelse af algoritmen, som udløser en optagelse og slår alarm til dig, er da også, at den har været ganske præcis.

Mit videoarkiv fra de seneste ugers test er derfor fyldt med fugleoptagelser fra altanen af alt fra måger, der flyver forbi vores etage, til kornfede duer, der tager en slapper på kanten af altanen eller skider på den.

Nemt at fjernstyre
Her kommer en anden funktion så til sin ret, nemlig muligheden for at tale via kameraets indbyggede højttalere. Eller aktivere den indbyggede sirene og lyse omgivelserne op med kameraets skarpe, indbyggede lygte.

Jeg er flere gange lykkedes med at skræmme de uønskede duer væk, selv når jeg ikke har været hjemme. For når alarmen først går, kan jeg på min telefon eller Apple-ur se, at noget er galt. Og så reagere.

Samme funktioner har været guld værd, når der var brug for at sende en besked til knægten i testlejligheden med to etager, men han skal så hverken skræmmes med sirene eller lys. Her er et par ord via højttaleren nok.

Kameraet kan også placeres på en overflade, da det er fladt i bunden. Foto: Ekstra Bladet
Kameraet kan også placeres på en overflade, da det er fladt i bunden. Foto: Ekstra Bladet

Hurtigt wi-fi fra Google i Danmark

Her er der forskel
Det genopladelige batteri er bygget til at holde i lang tid.

Jeg har opladet Ultra-kamera en enkelt gang, men det var bare for at fylde strøm på, og ikke fordi det var ved at løbe tør.

Der er nemt til et par måneders brug, selv hvis kameraet optager 10-15 gange i døgnet, når dumme fugle dukker op. Begge modeller er i øvrigt bygget til at overleve det danske vejr med frost, varme, regn og rusk.

Som allerede nævnt er der flere mindre forskelle, som er værd at have styr på. Den dyrere 4K-Ultra-model har adgang til en nyere og hurtigere wi-fi-standard, der kan give et mere stabilt signal - særligt hvis du streamer fra flere kameraer på samme tid.

Du kan også sætte et microSD-kort i bunden af den medfølgende smarthub til Ultra og lagre dine 4K-optagelser her. På Pro 3 har hubben en USB2-adgang, som kræver, at du køber en ekstern harddisk for at lagre der.

Kræver dyrt abonnement
Og her er vi så fremme ved en af de store ulemper ved moderne overvågningskameraer. Hvis du vil lagre eller bruge avancerede funktioner som automatisk alarm, når noget bevæger sig ind foran kameraet, så skal du betale for det.

Altså ikke blot den ganske høje pris, som enhederne koster, men også for et abonnement hver måned. Og Arlo er ikke alene om den kedelige ekstraregning, som også blandt andre Google Nest pålægger kunderne.

Der følger ganske vist et års abonnement med Ultra og tre måneders abonnement med Pro 3. Men herefter skal du bløde fra 29 kroner pr. kamera om måneden for at få lov til at gemme 30 dages videooptagelser i skyen og for at holde liv i mange af de smarte funktioner i kameraet som indstilling af zoner på billedet, hvor alarmen ikke skal udløses og bevægelsesdetektoren.

Det er altså optrækkeri!

Det trækker op, at man kan købe meget ekstraudstyr til kameraerne. For eksempel dette solpanel til at fylde strøm på batteriet. Pr-foto
Det trækker op, at man kan købe meget ekstraudstyr til kameraerne. For eksempel dette solpanel til at fylde strøm på batteriet. Pr-foto

Mobil-overraskelse fra Huawei

Her er dommen
Lad os slutte som vi begyndte: Jeg er ikke stor fan af overvågning og slet ikke af overvågningskameraer. Men hvis man har behovet og lysten til at plastre sit hjem til med kameraer for at holde øje med uønskede gæster, børn og dyr, så er Arlos serie af moderne trådløse kameraer fremragende.

Er det kostbart udstyr? Bestemt! Men det er smart til prisen? Klart!

Man kan godt mærke, at Arlo har arbejdet med udstyret i en årrække og gjort det nemt for alle at bruge. Det er også godt sikret mod, at uvedkommende kigger med eller får adgang til dine optagelser.

Og så virker udstyret altså velbygget og fremtidssikret med en super billedkvalitet, der uanset tidspunkt på døgnet er i stand til at levere et brugbart resultat. Det trækker også op, at Arlo har et stort udvalg af ekstraudstyr.

Står valget mellem Ultra eller Pro 3, er det min vurdering, at du får mere for dine penge ved at købe Pro 3-serien.

Ganske vist er billedkvaliteten på optagelser lavere, men når du zoomer ind på kameraet, er opløsningen 1080p på begge modeller. Og så meget bedre er 4K HDR altså heller ikke for de brugere, der bare vil holde børn og fugle i kort snor.

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager vi en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen