Det er svært at erobre hele verden, hvis verden ikke lukker op, når man ringer på døren.
Sådan har situationen i praksis været for Huawei, siden USA indførte en lammende boykot af firmaet, som amerikanerne mener er den forlængede arm og mulige spion for det undertrykkende regime i Kina.
Ekspert: Stor tvivl om Huaweis nye mobil
Dom over foldbare telefoner: Bullshit!
Opgiver Mate 30 i Danmark
Under præsentationen mandag af forårets nyheder lod techgiganten sig imidlertid ikke mærke af presset fra USA.
Huawei arbejder videre, som om intet er sket - 2020 bliver et fantastisk år, lød de optimiske toner. Det er nok også den eneste gangbare strategi, hvis man ikke vælger bare at give op.
Og det betyder, at den næste nye smartphone fra Huawei faktisk bliver lanceret i Danmark, modsat Mate 30-serien fra sidste efterår der efter længere tids tilløb nu officielt er opgivet på det danske marked. Det bekræftede Huawei under dagens præsentation.
Artiklen fortsætter længere nede...
Få de første indtryk af telefonen her. Video: YouTube
Derimod kommer den foldbare luksustelefon Mate Xs altså til Danmark og er som efternavnet antyder blevet opgraderet, siden den blot hed Mate X.
Forbedringer er blandt andet et bedre hængsel og flere interne muskler, men designet og størrelsen er den samme som før.
Nemlig en telefon der er otte tommer i udfoldet tilstand og sammenfoldet har to skærme at gøre godt med: en 6,6 tommers hovedskærm og en 6,38 tommers sekundær skærm.
Software lider fortsat
Mate X kom aldrig til Danmark, men det gør Mate Xs i slutningen af marts, lover Huawei. Prisen er heftige 18.999 kroner, hvilket sælgere hos Power skal forsøge at overbevise danske kunder om er en fair pris.
Vores bud er, at telefonen vil blive solgt i et særdeles lavt antal. Ikke fordi hardwaren er dårlig eller uinteressant. Det er den nemlig sjældent, når den kommer fra Huaweis hånd.
Problemet er derimod softwaren, som fortsat lider voldsomt under den manglende adgang til Googles fulde version af Android. Samme problem får P40-serien, når den lanceres 26. marts i Paris.
Ingen MobilePay eller netbank
Huawei forsøger med (mange) penge og andre lækkerier at få udviklere verden over til at lave apps til deres app-store kaldet Huawei AppGallery.
Men det går meget langsomt, og indsatsen er fortsat slet ikke dækkende for de behov, som danske mobilkunder har. Skal vi blot nævne MobilePay eller din netbank som nogle af de tjenester, der ikke har en chance på den nye telefon, så længe Googles apps er fraværende?
Og Google selv rykkede for få dage siden ud med en klar advarsel til dem, der tænker, at de kan installere apps via en bagdør.
Lad være med at gøre det, lyder advarslen fra Google, der kalder sådan en løsning for sikkerhedsmæssigt 'hul i hovedet.'
Der er i øvrigt heller ingen garantier for, at det faktisk kan lade sig gøre at få programmerne til at virke, selv hvis man lykkes med at installere dem.