Hvis nogen forstår at bygge mobiltelefoner, der er 'godt kram', er det Samsung.
De seneste år har den sydkoreanske producent - efter den brændende fiasko Galaxy Note 7 - haft flere succeser. Senest i form af Galaxy S8, S8+ og Note 8, der alle er rost for at være fremragende Android-mobiler.
At der i år så sættes et 9-tal bag seriens nyheder er derfor ikke overraskende, og Galaxy S9 og S9+ blev forleden lanceret under mobilmessen i Barcelona. Og vi har testet den største model et par uger.
Mere af det hele
Til vores smag er S9+ for stor en telefon, men ifølge Samsung i Danmark er denne dyreste og største model i serien den foretrukne. 40 procent vælger S9 herhjemme, mens 60 procent vælger S9+, oplyser firmaet.
Du får da også det bedste af det hele i Galaxy S9+, hvor kameraet er bedre, batteriet lidt større, og arbejdshukommelsen kraftigere (6 GB mod 4G i Galaxy S9, red.).
Vores største forbehold over for S9+ er imidlertid ikke størrelsen på telefonen, men derimod om du faktisk har brug for det ekstra, der er kommet til siden de sidste modeller.
Bedre ansigtsgenkendelse
Lad os begynde med at fremhæve de forskelle og forbedringer, som S9+ byder på i forhold til forgængeren.
Væk er fingeraftrykslæseren, der havde den mest idiotiske placering man kan forestille sig, nemlig ved siden af kameraet.
Nu sidder læseren mere logisk under det dobbelte kamera. Det er bedre, men ikke perfekt da designet af aflæseren tilsyneladende har været vigtige for Samsang end funktionen. Det gør andre producenter meget bedre!
Heldigvis kan du glæde dig over den kombinerede iris- og ansigtsgenkendelse. Den virker næsten lige så godt som på iPhone X, dog uden at du kan låse MobilePay og andre sikre apps op med dit ansigt.
Det kræver nemlig, at firmaerne bag disse programmer giver adgang og godkender den standard, som Samsung har valgt. Det er fortsat ikke sket.
Bedste kameraer nogensinde
Det gode ved kombinationen af iris- og ansigtsgenkendelse er, at du slipper for at se dit eget fjæs, som du ellers normalt skal med irisgenkendelse på S-serien. Nu sker det hele inde i telefonen og ganske tjept.
Det samme kan man sige om telefonen, der er lynhurtig, har et virkeligt flot display og er mere lysstærk end før. Galaxy S9+ skal også roses for, at der endelig er kommet stereohøjttalere i, og at Samsung har bevaret det normale hovedtelefonstik. Bravo for begge valg!
I modellen får du adgang til de bedste kameraer, der nogensinde er sat i serien. Det særlige er, at kameraerne kan skifte mellem to forskellige blænder på de to kameraer.
For kendere er det smart og ganske anvendeligt når man vil tage billeder mere professionelt med mobiltelefonen. For alle andre gør teknologien nu optagelsen af billeder under dårlige lysforhold nemmere og leverer et resultat, hvor der er mindre støj på billederne end før.
Fotoskolen: Tag superbilleder med din mobil
Hvorfor betale mere?
Jeg holder meget af min egen Galaxy S8, der har den rigtige størrelse og er en virkelig god Android-telefon. Jeg kunne sikkert også komme til at elske S9, men jeg har ikke brug for den.
Der er ganske enkelt for få nyheder og fremskridt, hvilket dog ikke trækker ned, når karakteren skal gives for kvaliteten af det produkt vi tester. Men for dem, der skal ud og vælge den rigtige model, har det en betydning, at du for en langt lavere pris kan købe en næsten lige så god telefon i samme serie.
Og så gentager jeg gerne, at hvis du bevæger dig lidt længere 'ned i knæ' på mobilmarkedet, så svømmer du bogstaveligt talt i tilbud om gode og billigere telefoner fra OnePlus, Huawei og Nokia.
Jeg ville for eksempel vente med at købe S9, før den nyeste topmodel fra Huawei kaldet P20 lanceres i næste uge. Den nyheden virker allerede som et spændende alternativ.
Nokias brøl fra graven: Så stærkt er de tilbage
The Verge har lavet denne brugbare anmeldelse af Galaxy S9 og S9+. Video: YouTube
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.