Skullcandy Venue: Er det godt nok bare at være god?

ANMELDELSE: Den samlede pakke er ikke perfekt i Skullcandys seneste forsøg på at få en plads på et overrendt marked

Skullcandy Venue er en hovedtelefon, det er svært at blive imponeret over, mener vores anmelder. Pr-foto
Skullcandy Venue er en hovedtelefon, det er svært at blive imponeret over, mener vores anmelder. Pr-foto

Skullcandy Venue: Aktiv støjreducerede Bluetooth-hovedtelefoner, over-ear, vejer 232,5 gram, indbygget Tile-funktion, sælges i hvid eller sort, set til 1290 kroner.

Producenterne af hovedtelefoner har nærmest stået på skuldrene af hinanden i år for at sælge trådløse hovedtelefoner til et ganske sultent marked.

Forklaringen er blandt andet, at mange mobiltelefoner i dag sælges uden det normale hovedtelefonstik, hvilket har fået en del forbrugere til at overveje en ny trådløs model.

Da investeringen typisk begynder ved 1000 kroner, hvis man vil have en nogenlunde velfungerende model, skal man dog tænke sig om. Hvordan er byggekvaliteten? Kan den trådløse forbindelse holdes uden afbrydelser? Og selvfølgelig: hvordan er lydkvaliteten?

Pr-foto
Pr-foto

Bare ærgerligt siger Apple: Dyr iPad er 'født bøjet'

Nem at finde igen
Skullcandy er en af producenterne, der de seneste år har markedsført flere serier af godt designede, moderne og ikke mindst prisbillige hovedtelefoner. Men de har samtidig lagt sig i laget mellem billig og lidt for billig. Og det er et farligt sted at placere sig, viser et af firmaets seneste modeller, over-ear-hovedtelefonen Skullcandy Venue.

For de lidt over 1000 kroner, som nyheden koster, får du en aktiv støjreduceret hovedtelefon, der samtidig har fået indbygget det såkaldte Tile-system. Med det kan du nemt lokalisere hovedtelefonen fra den særlige Tile-app, der får hovedtelefonen til at afgive en lyd, når du går i søgemode.

Du kan også på et kort se, hvor hovedtelefonerne sidst lå, hvis du for eksempel har glemt dem på dit arbejde eller i skolen.

Årets bedste i tech: Her er alle vinderne

Klodset design
Den støjreducerende funktion aktiveres med et tryk på en knap på selve hovedtelefonen. Og under vores test fungerede netop denne funktion, som man kunne håbe. Under transport eller andre tidspunkter, hvor der var brug for at lukke verden ude og holde lyden inde, leverede hovedtelefonen varen.

Det samme kan man ikke sige om lydkvaliteten under samtaler, der var skuffende. Her står Skullcandy desværre ikke alene, da de fleste trådløse hovedtelefoner skuffer under telefonsamtaler.

Vi er heller ikke imponerede over hverken byggekvalitet eller designet. Hovedtelefonen er lidt klodset bygget, knirker i plastikken og virker i det hele taget ikke som en langtidsinvestering. De fylder ganske enkelt for meget både på hovedet og i tasken.

Pr-foto
Pr-foto

Jaybird Tarah Pro: Her er hovedtelefonen løberen ville vælge

Balanceret lyd
Til prisen er lydkvaliteten på hovedtelefonerne god, når ellers den trådløse forbindelse holder. Der er rigeligt bas at hente for dem, som har brug for det. Men modsat andre anmeldere oplevede vi balancen mellem bas og diskant som i orden.

Som altid er det en god idé, at du selv tester hovedtelefonen i forretningen og får en fornemmelse af, om lydbilledet nu også passer til de ønsker, som du har.

Vi vil tillade os at kalde lydoplevelsen for gennemsnitlig god. Det samme er vores dom også over resten af pakken, som er 'bare god', men hverken perfekt eller prangende.

2700 eller 7000 kroner: Er den dyreste mobil virkelig pengene værd?

God er ikke godt nok
Og heri ligger problemet ved Skullcandy Venue og svaret på spørgsmålet i rubrikken. I dette tilfælde er det ikke godt nok bare at være god. I hvert fald ikke hvis du vil investere i hovedtelefoner, der glæder dig lidt længere end til bare at åbne salgspakken op.

Vores råd er derfor, at du sparer lidt mere op, smider 500 kroner ekstra i puljen, og så tjekker det ganske store marked med alternativer.

Disse her er ikke over-ear, men on-ear og i en byggekvalitet der slår Skullcandy med flere længder: Libratone Q Adapt, B&O Beoplay H7 eller Beats Solo3.

Og kan du leve med in-ear-hovedtelefoner i stedet, kan du til næsten samme pris købe danske Jabra Elite 65t, der både design- og lydmæssigt er i luksusklassen sammenlignet med Skullcandy Venue.

Kongen er tilbage: Den perfekte bærbare hedder (stadig) MacBook Air