En sag om begrænset snyd i en butik i Bilka i Hundige har udviklet sig til et velvoksent mareridt for ledelsen i Telenor.
Selskabets egen kulegravning af sagen viser i dag, at oversalg og bedrageri af kunder har tråde til flere butikker.
- Vi har lavet en undersøgelse af samtlige 57 butikker og gennemgået mere end 100.000 transaktioner.
- Og vi kan nu se, at vi har et par hundrede kunder, som potentielt set har været i en situation, hvor de er blevet udsat for et oversalg eller regulært snydt af vores medarbejdere, siger Mette Eistrøm Krüger, der er juridisk direktør hos Telenor.
16 ansatte hos Telenor er derfor sat til at ringe rundt til de kunder, der kan være ofre i sagen.
- Så nogle hundrede sager - hvor mange er det?
- Det er et par hundrede sager.
Handicappet ribbet af Telenor: Nu får hun 5358 kroner tilbage
- Over 200?
- Ja, det er nogle sager, hvor vi synes, at der er noget, som ser forkert ud. Så taler vi med dem.
- Og nogle af dem kan vise sig at være helt i orden, mens der er andre sager, hvor vi skal kompensere kunderne, forklarer Mette Eistrøm Krüger.
- Hvad tænker I om omfanget af de sager, I har fundet nu?
- Jeg tænker, at enhver sag er en sag for meget. Det er sindssygt pinligt, at det kan ske.
- Det er ikke det, som vi vil stå for. I den sammenhæng er 200 sager mange sager.
Afsløring: Telesvindel rammer hele landet
Nye fyringer
Ekstra Bladet har tidligere kunnet fortælle, at sagen har tråde til butikker overalt i Danmark. Men indtil videre mener Telenor, at det er et begrænset antal butikker tæt på København, hvor problemerne er størst.
- Vi kan konstatere, at det begrænser sig til et mindre antal butikker. Og det begrænser sig til en mindre gruppe af ledere og medarbejdere.
- Hvor mange er det?
- Jeg vil være rigtig ked af at gå ind i de nærmere detaljer. Særligt fordi vi stadig er i gang med den her undersøgelse.
- Men er det både butikschefer og medarbejdere, I har sagt farvel til, ud over dem i Hundige?
- Ja, vi har allerede afskediget en række ledere og medarbejdere og er forsat i gang med at undersøge nogle få enkeltpersoner.
- Er det også distriktschefer?
- Vi har ikke belæg for, at snyderiet skulle involvere vores distriktschefer.
Efter svindel i teleselskab: Kræv pengene tilbage
Kan ikke forklares
Derimod siger hun ganske utvetydigt, at der bliver set med stor alvor på de ting, som nu er gravet frem.
- Vi har flere end 400 medarbejdere, hvoraf størstedelen opfører sig, som de skal, og følger retningslinjerne.
- Og så har vi den her lille gruppe, som ikke har kunnet finde ud af det. Hvad den konkrete årsag er til det, er også et stort spørgsmål for os. Altså, hvad får nogen til at snyde en ældre dame ude i en af vores butikker?
- Det kan vi ikke forklare eller undskylde. Vi kan bare konstatere, at vi har et kontrolsystem, der er sat i verden for at følge op på, om vores salg foregår reglementeret. Og der har vi ikke formået at fange den her type snyd.
- Vi har ikke i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, at der ville stå nogen derude og snyde så bevidst.