Tung lyd til tunge drenge

ANMELDELSE: Hovedtelefonen CLUB ONE fra JBL spiller på alle de rigtige takter uden at levere en fuldendt symfoni

JBL CLUB ONE er det helt tunge skyts, hvis man leder efter en hovedtelefon, der lyder godt. Men det er hverken den letteste eller smarteste, vi har testet. Pr-foto
JBL CLUB ONE er det helt tunge skyts, hvis man leder efter en hovedtelefon, der lyder godt. Men det er hverken den letteste eller smarteste, vi har testet. Pr-foto

 
JBL CLUB ONE

Det er nemt at fare vild i skoven af firmaer, der producerer hovedtelefoner. Markedet er da også gigantisk og spytter flere gange om måneden nye modeller ud.

Når det gælder JBL, som vi har testet over-ear-hovedtelefonen CLUB ONE fra, taler vi imidlertid om en sværvægter, der er bundet tæt sammen med flere andre sværvægtere.

Selskabet har ifølge egne tal passeret 100 millioner solgte hovedtelefoner, men står bestemt ikke på egne ben, da det er ejer af Harman Kardon, der er ejet af Samsung.

Så bliver det vist ikke større.

Praktisk lyd på budget

Til den krævende bruger
CLUB ONE, der også har to billigere modeller i serien kaldet 950NC og 700BT, er imidlertid sin helt egen i den tungere kategori, når det gælder premium hovedtelefoner. Det er samtidig en ny kategori for JBL, der allerede er stor på prisbillige hovedtelefoner til de bredere masser.

Det kan man bestemt ikke sige, at topmodellen CLUB ONE er. Det er en model, der er velbygget i læder og aluminium. Og som JBL har lænet sig kraftigt op af en række velrenommerede DJ’s for at udvikle.

Modellen bærer derfor tydeligt præg af at være tænkt til brugere, som har nogle af de behov, en DJ har. Deres hovedtelefoner skal kunne gengive lyd præcist og i en høj kvalitet. Den skal samtidig kunne holde verden ude, når der er brug for det. Og ikke mindst holde til at blive brugt meget.

Og de krav fra en DJ lever CLUB ONE bestemt op til. Modellen er solidt bygget og kan holde til meget. Den er tung og føles kompakt, når du har den på. Vi er ikke i den lettere og mere bløde klasse, som den førende støjreducerende model på markedet, Sonys WH-1000XM3, eller Bose 700.

Det er samtidig muligt at vælge, om du vil sætte det medfølgende lydkabel i enten højre eller venstre side, hvis du ikke bruger den trådløse forbindelse. Smart!

Du skal som altid prøve hovedtelefonen, før du beslutter dig. Det gælder særligt denne model, som ikke er for alle typer af brugere. Pr-foto
Du skal som altid prøve hovedtelefonen, før du beslutter dig. Det gælder særligt denne model, som ikke er for alle typer af brugere. Pr-foto
 

Sætter fut i dit wi-fi

Hader den app
Vi taler her om en hovedtelefon, der stiller krav til brugeren om at være engageret i lyden. Det er med andre ord mere en stationær model, end en let og mobil enhed du har på overalt.

Til gengæld leverer CLUB ONE varen i form af et detaljeret og bredt lydbillede, som er værd at lægge ører til. Det er en fornøjelse for dem, der går op i musik og gerne vil betale for det.

Mindre fornøjeligt er den elektroniske side af sagen: appen. Jeg har allerede kritiseret JBL’s app i en anmeldelse tidligere på måneden. Og min oplevelse har været lige så frustrerende under testen af CLUB ONE.

Således har det været en kamp at få hovedtelefonen til at slutte til appen, jeg har ikke haft det store held med at få Google Assistent til at virke, som den skal, og jeg lykkedes med at ødelægge det første af to testsæts, da jeg opdaterede firmwaren.

Sidstnævnte er naturligvis det ultimative mareridt, hvis man køber en dyr hovedtelefon, som så dør få timer efter, at man har åbnet salgskassen.

Billigt QLED-fjernsyn til Danmark

Skru på knapperne
Jeg er heller ikke vild med den måde, at knapperne på CLUB ONE er disponeret. I venstre side sidder nemlig en stor knap på ydersiden af enheden, som jeg glædede mig til at indstille til volumen eller andre funktioner, som jeg har brug for. Men Google Assistent er låst fast til knappen, der er den bedste og mest brugbare på hovedtelefonen.

I stedet skal man føle sig frem til de små knapper, der sidder på begge sider. Det kan man lære, men det er aldrig blevet rigtigt godt og irriterer mig stadig.

Og nej, JBL, jeg jagter ikke en touchløsning, men knapper der er logisk placerede og har den rigtigste størrelse og adskillelse. Det er noget, som særligt knapperne på højre side til volumen og musikkontrol lider under.

Og dommen? Jo, CLUB ONE spiller på mange gode takter og lever særligt op til kravet om at levere god lyd. Det er godt.

Men som en samlet pakke er vi ikke helt i mål til prisen og de forventninger, som JBL stiller køberne i udsigt.

Sådan virker prislinks i denne artikel

Denne artikel indeholder affiliate links til Ekstra Bladets samarbejdspartner PriceRunner, som vi modtager vi en mindre betaling pr. klik for.

- redaktionen