Telmore-kunder er sure over ændring

Kunder raser over, at Telmore har ændret i deres Play-abonnementer. ’Bryder et løfte’, lyder kritikken

Telmore ændrer i abonnementet Telmore Play. Bookmate og C More forsvinder og erstattes af andre tjenester (Foto: MereMobil.dk)
Telmore ændrer i abonnementet Telmore Play. Bookmate og C More forsvinder og erstattes af andre tjenester (Foto: MereMobil.dk)

Telmore har meldt ud, at der kommer en ændring i Telmore Play-abonnementerne. En melding langt fra alle kunder har taget godt imod.

Ændringerne betyder, at Telmore stopper samarbejdet med bogtjenesten Bookmate og streamingtjenesten C More.

Det har fået mange Telmore-kunder til at udtrykke deres vrede på Telmores Facebook-side.

Et tidligere løfte holdt ikke
Meldingen om ændringen kommer mindre end 14 dage efter, at Bookmate blev fjernet fra YouSees fordelsprogram.

Dengang fortalte YouSee, at det kun gjaldt deres fordelsprogram og at tjenesten ville fortsætte hos Telmore. En melding som kom fra både Bookmate og YouSee (Telmore).

Et kig på Telmores Facebookside viser, at nogle kunder har skiftet fra YouSee til netop Telmore på grund af bogtjenesten Bookmate. Disse kunder føler sig nu bondefanget, da de den 1. november 2021 ikke længere har adgang til Bookmate ved Telmore.

-”Jamen fantastisk… har lige opgraderet så jeg kunne få Bookmate hos jer, da YouSee droppede Bookmate… der blev skrevet af jeres medarbejdere herinde, at I beholdt Bookmate…. Nu føler jeg mig da godt nok en smule bondefanget!!! Kan det passe at man kun kan have én bruger på Chapter? For så er det da nedgradering i den grad! Hvad bliver det næste?” skriver en af Telmore-kunderne efter beskeden om, at Bookmate og C More fjernes fra Telmore Play.

Telmore: Det kan vi ikke genkende
Hos Telmore genkender man ikke, at ”mange kunder er utilfredse”.

- Vores kunder sætter stor pris på at streame bøger, og jeg kan ikke genkende billedet af, at mange af dem er kede af, at Chapter senere på året erstatter Bookmate. Vi har orienteret alle berørte kunder om ændringerne i Telmore Play. Vi har efterfølgende været i dialog med et fåtal af vores kunder om ændringerne, som træder i kraft senere på året, fortæller Henrik Lehmann, direktør for Telmore til Ekstra Bladet.

Han fortæller videre, at det går hurtigt på streamingmarkedet, hvor nye tjenester løbende kommer til.

Telmore sigter mod at tilbyde kunderne ”det bedste og mest relevante indhold på markedet”. Derfor tilpasses tjenesterne i Telmore Play løbende.

Flere Telmore-kunder, som har en ældre aftale, og dermed andet indhold i pakken, er også trætte af, at der kommer ændringer i pakkerne.

Får Chapter i stedet for Bookmate
I stedet for Bookmate og C More vil Telmore Play-kunder få adgang til Chapter og Paramount+.

Nogle kunder er sure over, at der igen ændres i Telmore Play-abonnementerne. Og nogle mener desuden, at de med Chapter får en dårligere aftale med Telmore og det på den måde er en skjult stigning i abonnementet.

Telmore mener, at Chapter tilbyder ”en helt særlig litteraturoplevelse hvor man både kan inspireres af forfatterne selv og få anbefalinger fra Chapters redaktør”.

Henrik Lehmann fortæller videre, at samarbejdet med Bookmate har været godt, men bemærker også, at Chapter er ejet af danske forlag, der har store ambitioner om løbende at udvikle ny funktionalitet.

Fakta om Nuuday

Nuuday er den overordnede hat for varemærker som YouSee, Telmore, YouTV, Relatel og Eesy. Netværket håndteres af TDC NET. I daglig tale bruges ”TDC” og ”YouSee” ofte sprogligt af kunder og medier i sammenhænge, hvor der måske i virkeligheden menes noget andet, da det er noget flere forstår og fordi almindelige slutbrugere ofte ikke ved hvad Nuuday er. Nuuday A/S ejes af TDC A/S. Varemærker som YouSee og Telmore er registeret som binavne i Nuuday A/S.

Ændringerne kommer sidst på året
Telmore-kunderne noterer sig, at Paramount+ er billigere end C More.

Sikkert er det dog, at C More og Bookmate forsvinder henholdsvis den 1. december og 1. november fra Telmore Play abonnementerne.

Telmore er en del af Nuuday, der ejes af TDC A/S. Senest er YouSee kommet i modvind over stigende tv-priser.