Trods advarsler: Salget fortsætter

Advarsler mod kinesiske telefoner og én Xiaomi-model specifikt får ikke danske forhandlere til at skifte kurs

Telefoner fra kinesiske virksomheder som Xiaomi, OnePlus m.fl. bliver i de danske butikker (Foto: MereMobil.dk)
Telefoner fra kinesiske virksomheder som Xiaomi, OnePlus m.fl. bliver i de danske butikker (Foto: MereMobil.dk)

I Danmark trækker teleselskaberne ikke Xiaomis telefoner tilbage fra butikkerne, selvom det litauiske forsvarsministerium, har været ude at advare mod Xiaomi og telefoner fra andre kinesiske virksomheder i almindelighed.

De litauiske myndigheder offentliggjorde i sidste uge en rapport, som fastslog, at Xiaomi-telefoner har mulighed for at censurere kommunikationen og sender data hjem til Kina. En påstand som Xiaomi har afvist.

Advarslen fik den store norske forhandler Komplett til at fjerne Xiaomi Mi 10T fra sortimentet i fredags, men det betyder ikke noget for danske forhandlere.

– Vi beholder som udgangspunkt alle vores nuværende mobiler i sortiment. Som dansk selskab efterlever vi anbefalinger fra det danske Center for Cybersikkerhed. Vi er i dialog med dem og vil naturligvis følge eventuelle fremtidige anbefalinger, udtaler Jesper Bennike, privatmarkedsdirektør for 3.

Hos Nuuday, der står bag YouSee og Telmore, er meldingen næsten enslydende og står yderligere fast, at sikkerheden har topprioritet.

– Vi er bekendt med den aktuelle sag, men umiddelbart ændrer vi ikke på vores nuværende udbud af mobiltelefoner, fortæller pressechef i Nuuday, Mai-britt Noe.

Telia: Tager oplysningerne meget alvorligt
Heller ikke Telia trækker Xiaomis produkter tilbage, men Telia tager oplysningerne fra forsvarsministeriet i Litauen meget alvorligt.

– Vi forventer naturligvis, at de produkter, vi videresælger, respekterer alle brugerrettigheder. I denne sag afventer vi mere afklarende information, siger pressechef Mads Houe.

I forhold til om Telia overvejer at stoppe salget af telefoner fra andre kinesiske virksomheder, som det anbefales fra Litauen, vil Telia følge udviklingen tæt, men har ikke taget en beslutning om at bremse salget af produkter fra eksempelvis OnePlus, Motorola eller Huawei.

Den store onlineforhandler ProShop stopper heller ikke salget af Xiaomi eller andre kinesiske produkter, så længe det er lovligt og godkendt af myndighederne.

Telenor oplyser, at de følger sagen tæt.

Hvis du er bekymret og ikke ønsker en telefon fra et kinesisk firma, så tjek min liste over mobilmærker som ikke kommer fra Kina.

Danske myndigheder er tavse
Ekstra Bladet har forsøgt at få svar på, hvordan forsvarsministeriet i Danmark forholder sig til advarslen fra deres kollegaer i Litauen. Desværre uden held.

Forsvarsministeriet henviser til Center for Cybersikkerhed, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Ekspert: Kina har over 100.000 statsansatte hackere
En teleekspert er ikke i tvivl om, at advarslen fra Litauen bør tages alvorligt.

– Det er jo seriøse mennesker, der ved hvad de gør, der har lavet en ret tilbundsgående undersøgelse, som jeg er sikker på, holder hindrende procent, lyder det fra John Strand fra Strand Consult.

Folk der arbejder i en seriøs virksomhed, som ønsker at passe på de data, der passerer telefonen, skal tage meldingen om kinatelefonerne meget alvorligt, mener John Strand.

– Samtlige kinesiske virksomheder arbejder sammen med den kinesiske regering. Det er forudsætningen for at drive forretning i Kina. Loven siger, at de data du indsamler, skal du dele med myndighederne, forklarer John Strand.

Han fortæller videre, at der i Kina er over 100.000 statsansatte hackere, som bevidst og systematisk hacker vestlige virksomheder og institutioner i den vestlige verden.

Du kan høre mere i podcastepisoden herunder.