Vitamin-indsprøjtning til din gamle iPhone

Opdatering: i0S 8.1.1 er klar, og den nye opdatering skulle give nyt liv til din gamle iPhone

Den seneste iOS-opdatering er gode nyheder for iPhone 4S- og iPad 2-ejere. (Screendump)
Den seneste iOS-opdatering er gode nyheder for iPhone 4S- og iPad 2-ejere. (Screendump)

Sjældent har en opdatering af et styresystem bragt så meget ballade med sig som tilfældet var med Apples første version af iOS 8, der kom på gaden 17. september i år.

Talrige iPhone-ejere fik problemer med Wi-Fi-hastigheden og telefonens batterilevetid, og for nogle Apple-tilhængere med iPhone 4S-modellen tog opdateringen nærmest livet af telefonen.

Opdatering på opdatering
Det fik Apple til blot en uge efter den oprindelige opdatering at smide en ny opdatering –iOS 8.0.1 – på gaden, men kort efter frigivelsen blev opdateringen trukket tilbage.

Læs også: Facebook på jobbet er ikke længere spildtid

Opdateringen, som skulle have rettet fejl ved iOS 8, bød i stedet selv på en række fejl, og derfor kom så iOS 8.0.2 mindre end 48 timer efter iOS 8.0.1.

Forvirret?

God ide at opdatere
Det er fuldt forståeligt, men nu er der godt nyt til dig, der ejer en 4S eller iPad 2, for den nye opdatering – iOS 8.1.1 - retter fejl og sikrer bedre ydeevne for især nogle af de ældre Apple-produkter.

Opdateringen røg ud over rampen i går, og de fleste iPhone-ejere skulle kunne opdatere inden for de nærmeste par dage.

Læs også: Sådan løser du iMessage-problemet

Der er ikke meget mere at sige omkring den nye opdatering, da den ikke som udgangspunkt bringer nogle nyheder. Det handler primært om fejlrettelser og forbedring af stabiliteten – og så altså den gode nyhed for iPhone 4S- og iPad 2-ejere.

Sådan gør du:

Direkte fra mobil:   Åbn Indstillinger, vælg Generelt, derefter Softwareopdatering. Husk, at opdateringen fylder og 2GB, så der skal være godt med ledig plads på telefonen, før du går i gang.

Fra computeren: Har du ikke meget plads at gøre godt med, slut da enheden til computeren og opdater gennem iTunes.