Svindlere, der forsøger at udnytte danskere og kendte virksomheder med falske Facebook-sider, er efterhånden blevet et udbredt fænomen.
Blandt andet har Matas og H&M været udsat for det, og senest har en falsk side fuldstændig kopieret Elgigantens logo og billeder, og derfra forsøgt at få likes og kommentarer ved at udlodde ikke-eksisterende iPhones til deres følgere.
Men hvad får bagmændene egentlig ud af svindelnummeret udover likes og kommentarer?
Ifølge Michael Lemberg, der er ekspert i sociale medier og udviklingsdirektør i softwarevirksomheden Falcon Social, findes der to forskellige typer bagmænd.
- Den ene er unge mennesker, som egentlig bare synes, at det er sjovt at se, hvor mange likes de kan få og ikke har andre intentioner end det. Den anden er dem, som arbejder professionelt med det her og har til formål at få rekrutteret en masse folk til de her sider, siger han.
Herfra bliver brugerne mødt med eksempelvis links.
- De linker til andre sider, som de driver, for at få folk med derover. Eller de linker til andre websites, som indeholder spam. Fx en sjov video med tusindvis af reklamer, som de tjener på, at man ser.
Der findes også en tredje type, som sælger siden videre til nogle andre lignende bagmænd, når der er nok følgere, men det er mere sjældent.
- Man skal i hvert fald have 50.000 - 100.000 følgere, før det bliver rigtig interessant, siger han.
Link til datingside
På den falske Facebook-side for Elgiganten blev der tidligere i dag linket til datingsitet Date2find, hvis man klikkede på linket på nedenstående billede.
Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med ejeren bag dating-sitet, Alexander Riggelsen, men han svarer kun i en kort mail. Her afviser han at kende noget som helst til den falske Facebook-side.
- Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at vi intet har med denne side at at gøre og vi er i fuld gang med at få den lukket. Vi fraråder alle at tilmelde sig denne kampagne (side), da det intet har med os at gøre, og vi ønsker intet med denne side at gøre, skriver han.
Efterfølgende er de opslag fra den falske side, der linkede til datingsitet, blevet slettet.
Porsche-indkomst
For de bagmænd, som har nok sider at arbejde med, kan der være mange penge at hente, fortæller Michael Lemberg.
- Der er nogle få, der kan få rigtig meget ud af det, og så er det en del, der kan få en lille smule ud af det. Hvis man ser i toppen er der absolut folk, der kan leve ordentligt af det her og samtidig køre rundt i en Porsche. Hvis man har flere end 100 sider, som alle sammen har et gennemsnitligt reach på den gode side af 100.000 fans, så har man en meget stor rækkevidde og mulighed for at sende spam og markedsføring ud.
Men for at gøre dette skal man også lave andet end kopi-sider.
- De fleste sider, som decideret snylter på andres brand, bliver hurtigt lukket, men så er der de sider, som har et andet koncept. Fx uofficielle fansites af kendte mennesker eller RIP-grupper, og dem lukker Facebook ikke umiddelbart ned, fordi de jo ikke overskrider retningslinjerne.
Han fortæller samtidig, at omfanget af de falske sider kan være meget større end forventet.
- Det har altid været der, og vil altid være der. I øvrigt skal vi huske, at der er meget mere, end det vi opdager, for vi ser ikke det, som Facebook allerede har lukket ned.
Lige meget hvad, er det dog svært at gøre det store ved de falske sider.
- Der bliver uden tvivl gjort noget ved det, men man bliver nødt til at acceptere, at på det frie internet kan folk nemt gøre sådan noget. Man skal være reaktiv frem for proaktiv, og det er vilkårene, som man desværre må leve med, siger han.